Fjernsyn for mig

Jeg lovede i sidste uge, at denne uges blog-indlæg, skulle handle om nogle ting, der gør mig glad. Noget opbyggeligt. Det kommer det også til… til sidst. Jeg bliver nemlig lige nødt til at starte ud med at være lidt kritisk. Og så skal det nok blive bedre bagefter. Det lover jeg.

I denne uge handler mit blog-indlæg nemlig om forskellige DR tv-programmer, som alle har det til fælles, at de beskæftiger sig med kropsidealer, mad og vægt.

Det første program, jeg vil nævne, er DR1’s primetime Hr. og Fru Danmark reportageserie “Generation XL”. Det er snart ved at være noget tid siden, at serien rullede sit sidste afsnit over skærmen, og det har virkelig også længe kriblet i mine fingerspidser for at komme til at skrive om det program. Men før jeg kunne tillade mig at skrive – og specielt noget kritisk! – om det, blev jeg jo lige nødt til at se det først. Det tog altså lidt tid og overvindelse, før det kom til at ske. Jeg har haft taget tilløb flere gange, men hver gang er jeg bare blevet fyldt op af en helt instinktiv følelse af tristhed blandet med god gammeldags harme.

Herunder vil jeg så godt som muligt prøve at sætte ord på, hvad det er, jeg bare ikke synes, er helt ok med det program.

Cold turkey på chips og saftevand

For det første kan jeg bare ikke lide, når børn får til opgave at tabe sig. Jeg er nemlig af den overbevisning, at slankekure er super usundt – fysisk men især psykisk. Ikke mindst når vi taler om små, endnu ikke færdigudviklede børnehjerner, så mener jeg virkelig, der er grund til at være varsom med, hvilken indstilling til krop, mad og vægt, man præsenterer dem for og beder dem om at efterleve. Og jo, det er en slankekur, de her børn bliver sat på. De voksne kan kalde det kostomlægning og sund livsstil så meget de vil, men når en 10-årig dreng fra den ene dag til den anden skal gå cold turkey på chips og saftevand – som indtil da er blevet serveret for ham i – kan vi godt blive enige om – lidt for rigelige mængder, så er det i allerhøjeste grad en kur.

Man ser jo også, hvordan flere af børnene bryder sammen og går psykisk ned over den pludselige – og for et barn ret livsomvæltende – forandring, de skal undergå. Hvorfor skal det være så drastisk? Det forstår jeg simpelthen ikke. Det er i hvert fald ikke opfundet for børnenes men nærmere for forældrenes skyld. For at det skal være lettere for dem at administrere på vegne af deres børn – hvorefter de selv går til deres hemmelige stash af Bounty og Haribo, når junior ikke opdager det.

Får man ros, får man også ansvar 

“Men lægen siger jo netop også, at det er forældrenes ansvar”, vil der måske være nogen, der indvender. Og ja, det er også rigtig fint i teorien. I praksis er det imidlertid børnene, der bliver målt og vejet – ikke forældrene! – og det er børnene, der bliver mødt med ros eller bekymrede øjenbryn, når de henholdsvist har tabt sig et kilo eller tage et på. Når en pige på 12 får at vide, at det er flot, at hun har tabt sig, hvordan i alverden skal hun så kunne opfatte det som en bedsked om, at det ikke er hendes ansvar – og derved ikke hende der skal bebrejdes, hvis det modsatte var/blev tilfældet? Jeg ser i øvrigt ikke, at der er nogen af forældrene, der i denne proces bliver mindre i størrelse. Og det er ikke noget, jeg i virkeligheden mener noget om, det er blot en konstatering.

Hvad kommer først, trivsel eller vægttab?

“Men det handler jo primært om, at børnene skal i trivsel”, vil nogen måske have lyst til at pointere. Og ja, det snakker de godt nok også en del om. Fx til de opfølgende lægesamtaler, som alle børnene skal til, efter der er gået et år. I den forbindelse bliver det virkelig fremhævet, hvor meget bedre børnene hver især har fået det – både socialt og i skolen – efter at de har tabt sig. Og det er netop her, jeg lige hiver lidt efter vejret, og derfor lyder en smule stakåndet, når jeg spørger: Kan det virkelig være rigtigt, at et barns trivsel skal hægtes direkte op på deres BMI?! For det er netop, den direkte årsagssammenhæng, jeg hører fremført af den højt respekterede Holbæk-læge. “Vi kan se på kurven, at du har tabt dig. Det er sørme flot,” lægger han ud med. “Hvor mange stykker frugt spiser du?” spørger han derefter, og slutter af med “Og du bliver heller ikke mobbet lige så meget mere? Jamen det er jo forrygende!” konkluderer han selv. Direkte årsagssammenhæng mellem barnets vægt, kalorieindtag og hvordan andre børn agerer og opfører sig i forhold til det barn. 

Siden hvornår er det i øvrigt blevet det tykke barns skyld, at det bliver drillet? Er det ikke netop her vi som forældre – uanset om det er til over- eller normalvægte børn – har et ansvar for at lære vores børn, at der findes mange forskellige størrelser kroppe med meget forskelligt udseende, og at der ikke er noget, der hedder at være “for tyk”. Og at det ALDRIG er ok at tale grimt om eller til nogen! Er det ikke også det, alle de der populære antimobbe-kampagner går ud på? Og er det ikke det, børnelæge Jens-Christian Holm i samarbejde med DR direkte modarbejder med den her fremstilling af børn med “forkerte” kroppe?  

Er lavere vægt lig større succes?

Nu er han jo børnelæge, men lad os lige et øjeblik lege med tanken om, at det var voksne mennesker, han havde siddende i sin vægttabs-konsultation. “Jeg kan jo se, du har tabt dig tre kilo Bente, det er jo flot!” “Og du nægter også dig selv sukkerholdige omend vitaminrige frugter, det er bare så fint.” “Og nu har du endelig også fået den forfremmelse, du fortjente. Storslået!” Kan I se det for jer? Nej ik’ rigtig vel?!

Medierne skal huske, at der er forskel på børn og voksne

Og så er der den anden del. Den der handler om DR’s valg og de etiske overvejelser, de burde have gjort sig i forhold til at lave en sådan programserie med børn i en meget sårbar position i hovedrollerne. Kan børnene godt selv overskue konsekvenserne af at være blevet udstillet som overvægtige og repræsentanter for, hvad vi må forstå er en hel generation af unge menesker, der bruger størrelse XL? Det er jeg ikke sikker på. Og ja, jeg ved godt, der er produceret massevis af ligende slanke- og sundheds-programmer. Men jeg kan ikke komme i tanke om nogle tidligere produktioner, der i den grad har sat tykke børn i front som billedet på dem, vores børn ikke må være ligesom. I hvert fald ikke danskproduceret. Der har selvfølgelig været reportageserier, hvor man har fulgt børn på Julemærkehjem, men jeg husker det bare ikke som om, fokus i de programmer var nær så meget på vægt og tab af samme. Eller husker jeg helt forkert?

Tykke voksne, der selv har lyst til at lade sig udstille og blive landskendte på deres “kamp mod kiloene” skal for min skyld bare slå sig løs – og det skal producenterne af de her programmer for den sags skyld også. Men hvis jeg må slutte af med en lille ydmyg bøn: Lad vores børn være i fred. Vil I ikke nok? De har nemlig så rigeligt at kæmpe med i forvejen.

Nu til den gode del 🙂

Når nu den triste del endelig er overstået, vil jeg haste videre til tre DR-produktioner, som jeg til gengæld er virkelig begejstret for og varmt kan anbefale!

1. DR2 Tema Lørdag om Kropspositivisme med Sofie Hagen
2. DR3 serien “Petra elsker sig selv” med Petra Nagel
3. DR3 programmet “Ditte er fuld af løgn” fra serien “Tværs”.

Alle tre virkelig gode, opbyggelige, velproducerede programmer, der giver stof til eftertanke og behandler temaerne krop, idealer og vægt på den fineste måde.

Det nyeste eksempel i rækken er programmet fra serien “Tværs”, der følger Ditte, der lider af bulimi. Programmet skildrer på fineste vis ikke alene Dittes kamp med den djævelske spiseforstyrelse men også hendes proces med at tage mod til sig for at fortælle sine forældre om sin sygdom og bede dem om hjælp til at få det bedre. Dittes fortælling er så hudløs ærlig, at man nærmest får kuldegysninger. Personligt kan jeg genkende rigtig mange af de tanker og handlemønsktre, Ditte beskriver, fra da jeg selv led af sygdommen. Pointen i hele programmet – og i hele serien faktisk – er også virkelig god og vigtig: Første skridt mod bedring – uanset hvad man slås med – handler om at åbne munden og turde betro sin hemmelighed og turde bede om hjælp.

I øvrigt kunne det være interessant at vende tilbage til de her XL-børn om ti år og se, hvor mange af dem, der har udviklet en spiseforstyrelse i mellemtiden. Jeg siger det bare.

 

Råt for usødet

Kender I det? Nogle gange har man bare brug at rase lidt ud. Liste alle de ting op, der irriterer en allermest og så bare… Poste det på sin blog!

Her er så lige et par af de ting, jeg har undret mig over/ er blevet forarget over/ har dannet mig en mening om den seneste tid.

1. Grotesk STORE biler på vejene  

København er verdens bedste cykel-by. Det har vi bl.a. Morten Kabel at takke for. Men selv med etabelringen af nye super-cykelstier og flere steder med tilladt højresving, er der stadig ét element, der til stadighed og i stigende grad gør det utroligt usikkert at færdes som cyklist – Bilerne! Så mens Simon Emil Ammitzbøll prøver at overbevise os om, at alle danskere kører i “Grotesk små!” biler, og at en større model, vil være til gavn ikke bare for komforten men for sikkerheden, så vil jeg bare lige komme med et forsigtigt…  NOT SO MUCH!

Jeg argumenterer ikke imod, at større biler er mere sikre for dem, der sidder i dem. Det er de uden tvivl. Men for os andre, der prøver at færdes på en lidt sundere og mere miljørigtig måde – og lettere og billigere i øvrigt! – Er de nye, store biler med til at gøre færdslen igennem byen betydeligt mere usikker. Måske især fordi det virker som om, en stor del af de bilister, der kører i dem, ikke selv har nogen fornemmelse af, hvor meget de fylder! Det kan man jo også godt forstå, hvis bilen er ny, og det måske er første gang, de prøver at køre en bil, der er bredere end 1 meter over kølerhjælmen. Men jeg ville virkelig ønske, de kunne tænke over, hvor utrygt det er, når man som lille cyklist bliver klemt helt op mod kantstenen af den bil, der også mente den lige kunne nå at dreje, mens det stadig er grønt. For slet ikke at tale om alle de veje uden cykelstier og med rækker af store, parkerede biler på begge sider af vejen,  hvor cyklister er tvunget ind midt på vejen, sammen med de store biler, der – må jeg igen lige pointere – tydeligvis ikke har nogen fornemmelse af hvor store og utryghedsskabende de er!

At disse megabiler, som nu skal være allemandseje, desuden skal finansieres med penge taget direkte fra mindre bemidlede børnefamilier gør det bestemt ikke bedre! Men sådan er parolen: Nej Magnus og Sofies forældre har måske ikke råd til at købe nye cykler med bedre bremser til deres børn, men til gengæld er der nu en masse velstående mennesker i endnu større biler, der kan køre dem ned.

Var det sat lidt på spidsen? Måske. Men jeg er faktisk også lidt vred.

2. Forbud mod maskering aka burka-forbud.

Jeg er ikke fan af burka og niqab. Men jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvad et forbud skal gøre godt for. Bliver der færre burka-klædte kvinder på gaden? Ja, uden tvivl. Løser det problemet med social kontrol? På ingen måde. Er det muligt, at forbuddet endda bare vil gøre livet sværere for de kvinder, der tvinges til at bære den maskerende beklædningsgenstand, og som nu fremover måske ikke engang får lov at forlade deres hjem. Ja helt sikkert.

3. Hetz mod light-sodavand

“Sødemiddel skaber bare en større trang til søde ting”. Sludder og vrøvl! Min egen personlige erfaring er, at et light-produkt tvært imod kan tilfredsstille behovet for noget sødt – bare uden indblanding fra tomme kalorier.

3. Velfærdsmisbrug

“Det er også velfærd, når en almindelig lønmodtager kan få råd til rengøring i hjemmet og en ekstra tur på restaurant.” Ahvafornoget?!! Jeg er simpelthen rystet over den voldsomme vrangtolkning og misbrug af ordet “velfærd”, der pludselig er blevet gængs i debatten om, hvad de offentlige midler skal bruges på. Da vi grundlagde den moderne velfærdsstat tilbage i 30’erne var det mig bekendt ud fra en solidarisk tanke om at spinde et sikkerhedsnet ud under os alle sammen. Det kom ud fra erkendelsen af, at vi alle kan risikere at blive syge og skulle på hospitalet, at vi alle bliver gamle og får brug for hjælp, og at en del af os i mellemtiden får børn, der skal i skole. Havde vi dengang etableret og defineret vores velfærd ud fra tanken “flere penge til luksus i dagligdagen”, var der jo aldrig blevet bygget hverken sygehuse, plejehjem eller skoler.

4. Landbrugs-lobbyisternes alt for små sko

Organisationen Landbrug og Fødevarer føler sig såret over, at Coop’s medlemsblad Samvirke skriver, at der er giftrester i fødevarer, der ikke er dyrket økologisk, og at de desuden på forsiden af bladet har en kanin iført giftmaske til at spise en skål salat. Jeg forstår simpelthen ikke problemet! Alle os, der ikke har råd til at købe udelukkende økologisk, vi ved da udmærket godt, at der er rester af sprøjtegift i vores tomater. Vi er da ikke dumme. Vi er fattige, ja. Og vi dør lidt tidligere end andre, men dumme er vi ikke. Dem der køber bur-æg, går da heller ikke rundt med en illusion om, at hønsene har haft det godt! Der er ingen interesseorganisationer, der bryder sig om, når journalister skriver noget, der går imod deres interesse. Fair nok. Men lige præcis de der landbrugs-foreninger er godt nok nogle klynkehoveder. Så hvad kan jeg sige… Tag en stråforkortet tudekiks, den er helt sikkert ikke skadelig hverken for miljøet eller den menneskelige organisme! Eller…

Det var så lige de fem ting, jeg kunne finde på at brokke mig over i dag. Næste gang lover jeg, jeg nok skal skrive noget lidt mere opbyggeligt. Måske vil jeg endda skrive om noget, der gør mig glad. Fitness fx! Og alle mine skønne medlemmer = Jer! 😀

PS. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det er meningen, man skal kunne “trække” sådan en peel off maske af! Nogen, der kan fortælle mig, hvad det er, jeg gør forkert?!

Hvor mange nuancer er der plads til i regnbuen?

Det her blog indlæg kommer måske til at virke lidt hurlumhej. Sådan er der nemlig rigtig tit derude i samfundet, og sådan er der (derfor) også nogle gange inde i mit hoved.

Udgangspunktet er nogle forskellige oplevelser og overvejelser, jeg den sidste tid har gjort mig omkring temaerne diversitet og rummelighed.

Det hele kulminerede her i weekenden, hvor der – som de fleste ved – var Pride i København og – som lidt færre ved – var børneweekend hjemme hos os i Sydhavnen.

Min bonusdatter, Vega – som i øvrigt synes, det er mærkeligt, jeg omtaler hende ”bonus”, når hun altid omtaler mig som sin ”tredje mor” eller slet og ret ”Nille” – er lige begyndt i fjerde klasse. Som lektier til weekenden havde hun blandt andet en opgave i engelsk, hvor hun skulle tegne sit ”Family Tree”. Vega havde allerede været i gang med træet i løbet af ugen, så her i weekenden havde hun bare brug for hjælp til de sidste detaljer fra mig og sin mor, min kæreste Mette. Både Vega og hendes lillebror kalder Mette ”mor”, selvom hun ikke er børnenes biologiske mor. Begge børn er født af Mettes ekskone og ved fødslen adopteret af Mette. Og hvorfor fortæller jeg så det? Hvorfor er den detalje overhovedet vigtig for historien? Jo det skal jeg sige jer. Vegas engelsklærer – vi husker dette var en engelsk-opgave – havde nemlig sagt, at træet kun var til ”genetisk familie”. Vores kløgtige og selvstændigt tænkende datter havde naturligvis stillet spørgsmålstegn ved den for hende noget indskrænkende regel, og spurgt, om hun dog ikke i det mindste kunne få lov at inkludere de forældre, som hun vidste havde forældremyndighed. (Som skilsmissebarn, får man overraskende tidligt kendskab til de juridiske termer). Dette havde læren blankt afvist. Hvilket man jo godt forstår, da opgaven jo var en biologisk udredning af gentik med formålet at lære om DNA… Nåhnej! Det var det ikke. Det var en engelskopgave med formålet at lære engelske navne for familie-medlemmer. Lidt underlig situation at sidde i for et barn, som godt nok har både en genetisk mor og far, men som alligevel blev tvunget til at afskrive halvdelen af sin familie som: Ikke genetisk. Lig med ikke vigtig. En lignende akavet situation kom hendes klassekammerat ifølge Vega i, da han som adoptivbarn blev spurgt om han ”kendte” sine biologiske forældre. Det mente drengen ikke, hvorfor han allernådigst fik lov at nedfælde sine adoptivforældre. En lille sjov krølle på den historie er i øvrigt, at drengens adoptivmor også er lærer på den samme skole.

Jeg behøver vist ikke sige, at hele dette setup affødte en længere snak omkring spise-/lektiebordet hjemme i Sydhavnslejligheden. Ikke mindst fordi vi forældre, som holder til her, var fuldstændigt uforberedte fra den genetiske side af familie-bordet, hvor man åbenbart ikke havde fundet opgaveformuleringen særligt problematisk. Vi sendte selvsagt mange kærlige tanker til den biologiske mor, mens hun på cirka samme tidspunkt marcherede mod Pride Square med regnbuenfanen holdt højt over sit dobbeltmoralske hoved. (Jo, det må jeg godt sige. Det er ikke min ekskone!)

Vidste I forresten, at lang tid før LGBT (forkortelse for lesbian, gay, biseksual and transgender persons) kom på alles læber og facebook-side, og regnbuefarvet blev det nye sort, fandtes ”Bøssernes Befrielsesfront”. Det var tilbage i 1971. Nu har vi vist efterhånden fået ”befriet” de fleste bøsser. Så anno 2017 finder jeg det personligt lidt mere interessant at følge kampen og udviklingen hos ”De Tykkes Befrielsesfront” (stiftet i 2016). På foreningens facebook postede de for nogle dage siden en artikel af en ung homoseksuel fyr ved navn Louis Peitzman med indledningen ”When you first come out, gay men are eager to let you know that you’re not alone, and that you have a seat at the table. Unless of course you are also fat, in which case, no, you can’t sit with us.”

Mens homoseksuelle (mænd især!) er en af de mest eftertragtede økonomiske kapaciteter i samfundet, og alle politiske partier fra højre til venstre knuselsker ”homoer”, så er der stadig rigtig mange meget marginaliserede grupper i samfundet. Heriblandt mennesker, der ifølge samfundsnormen vejer for meget. Så hvornår kommer ”Big and Beautiful”-paraden? ”Fifty shades of brown skin”-festivallen og ”Disabled og Damn Darling Cute”-prisfesten? Hvornår bliver det moderne at heppe på de minoriteter? Jeg spørger bare, fordi jeg er nysgerrig.

Apropos ingenting – og alting. Caster Semenya blev i den forløbne uge for anden gang verdensmester på kvindernes 800-meter i atletik. Og nu skal det her oplæg ikke misforstås, som om jeg interesserer mig for sport. Det gør jeg ikke. Min interesse for sport er så udgrænset og marginaliseret i mit nervesystem af ting, jeg interesserer mig for, at den burde havde sin egen parade – eller i det mindste bare en støttegruppe på facebook. Men noget som jeg interesserer mig meget for er strukturel uretfærdighed og diskrimination. Det er ikke mere end otte år siden, at den ualmindeligt hurtige og ekstremt dygtige atletikløber måtte lade sig kønsteste, simpelthen fordi dommerne (de andre deltagere, pressen og det omgivende samfund) nægtede at tro på, at en genetisk kvinde, kunne præstere noget så ekstraordinært. At Semenya blev testet positiv for kvinde – eller hvad man siger – lagde imidlertid ikke gemytterne og kritikken ned. Og debatten om, hvorvidt en kvindelig løber med et testosteron-niveau et godt stykke over normalen overhovedet har lov at konkurrere på samme vilkår som andre mere ”kvindelige” kvinder blussede naturligvis atter op, da Ol-guldet blev placeret rundt om Semenya skuldre denne sommer.

Hele den – fra mit perspektiv absurde – debat får mig til at tænke på min kæreste, som er forfatter og udgiver anmelderoste romaner – altid med en mandelig hovedperson. Burde hun have lov til det? Altså jeg mener, for det første har hun utvivlsomt mere testosteron i blodet end flertallet af sine kvindelige kolleger, og for det andet har hun vel i egenskab af at danne par med en kvinde (mig:-) vel også en ret unfair fordel ud i disciplinen at formidle kærlighed med det feminine som begærsobjekt.

Spørger man Sørine Gotfredsen, burde hun nok slet ikke have lov at skrive bøger. Men i det mindste spiller min kæreste ikke fodbold samtidig! Det ville virkelig have været slemt.

Apropos offentlige personer og samfundsdebattører, jeg elsker at være uenig med. Det var præcis den dag, jeg til et arrangement i Ridehuset i Aarhus hørte Leonora Cristina Skov udbrede sig om, hvor forfærdeligt svært, hun synes, det var, at være både feminin kvinde og lesbisk (hendes ord ikke mine!), at jeg mistede alt for hende. Det er vel nok det dummeste, jeg nogensinde har hørt! Sådan cirka lige så uintelligent, som at sige ”Violence on both sides” om KKK’s afsindige opførsel i Charlottesville – og alle andre steder i øvrigt!

Hvis der er nogen her i verden, det er nemt for, så er det dem (os), der som kønsforskerne siger ”gør vores køn godt”. Jeg ved, jeg hører til nogle af de mest privilegerede i et vestligt samfund i den forstand, at jeg ikke har svært ved at blende ind i en gruppe. Jeg er hvid, jeg er normalvægtig (selvom min bmi åbenbart mener noget andet), jeg har ingen øjensynlige handicap og jeg falder ikke alt for meget udenfor ”normalen” i det gængse billede af en dansk kvinde i starten af 30’erne.

Der er noget, der hedder at lukrere på sin minoritetsstatus. Det gør Skov. Og så skriver hun ikke engang særligt godt. Og ja det må jeg også godt sige, når jeg selv er gift med en forfatter, der af anmelderne bliver kaldt ”En unik stemme i dansk litteratur”! 😉

Det er også muligt, at lukrere på andres minoritetsstatus. Der er et begreb, der hedder ”Pink Washing”. Det dækker kort fortalt over, når organisationer, virksomheder eller magtpersoner påberåber sig sympati med en bestemt marginaliseret gruppe med det formål at polere deres eget image og fremme deres egen agenda. Det kan man godt hævde, at Netto gør, når de fylder spotvarer-hylderne op med regnbue-merchandise. Når Dansk Folkeparti lige pludselig proklamerer, at de går ind for ”homo-rettigheder”, selvom vi alle sammen godt ved, at det bare handler om, at de nu har skaffet sig endnu et argument for at være imod muslimer, hvis religion traditionelt fordømmer homoseksualitet, så bliver der i den grad vasket lyserødt!

Men tilbage til Vegas ”Familiy Tree”. I Sydhavns-delen af familien blev løsningen, at vi, udover at færdiggøre genetik-træet, sammen tegnede et endnu større (og flottere) familie-træ, som inkluderer og rummer alle grene af familien – også den del, der aktivt har tilvalgt den gennem adoption og/eller kærlighed.

Og helt ærligt, who gives a fuck, hvilken status samfundet tildeler os, og hvilken parade, der er in i år? Så længe, jeg får lov at figurere som Vegas ”Nille” på det store farverige træ lige ved siden af Vegas mor, så er jeg mere end lykkelig! ❤

Kvinde- og kropsidealer anno 2017

Jeg ser ofte Deadline. Jeg kan især godt lide debatterne, som ofte er både interessante og oplysende. Men kender I det: Man sidder der i 20 min., kigger og lytter interesseret til påstande og argumenter. Så slutter programmet, og tilbage sidder man, alene med én tanke: ”Hey, hvor blev den anden side af historien af?” ”Hvem var det, der døde og gjorde de der tåber til konger over sandheden?!”

Så er det, man får lyst til lige hurtigt at invitere sig selv med ind i studiet som fjerdekvinde i en ny kvartet. Bare for at give de toneangivende i samfundet lov til at høre, at der også findes en anden lyd.

Og det er så netop, hvad jeg har valgt at gøre i dette mit første (mere politiske) blogindlæg.

Så mine damer og herrer, velkommen til Deadline, hvor debatten i aften handler om kvinders forhold til deres egen krop og kropsidealer i samfundet anno 2017.

Til debatten er inviteret journalist og kropsaktivist Ida Rud (bagerst til venstre), filosof Tone Frank Dandanell (forrest til venstre) og idrætsprofessor Hans Bonde fra KU (bagerst til højre). Og sidst men ikke mindst: Journalist, fitnessinstruktør og blogger Pernille Larsen (kan desværre ikke ses på billedet). Lotte Folke Kaarsholm er vært.

Deadline-debatten indledes med et billede af den verdensberømte tennisstjerne Serena Williams, der efter at have poseret højgravid og nøgen på forsiden af Vouge, er blevet kaldt ulækker; en historie om en amerikansk blogger, der er blevet dømt for body shaming efter en instagram-post af en ældre dame i et fitness-center samt et citat fra forfatter Leonora Christina Skov, der siger ”Det moderne kvindeideal er en 13-årig dreng”.

Så hvis jeg lige må starte med at tage ordet…

”Hvis de to første historier skal være underbyggende eksempler på den påstand, som debatten i aften skal tage udgangspunkt i, nemlig at vi kvinder er underlagt et stadigt mere snævert og uopnåeligt kropsideal, så er de utroligt dårligt valgt. Frem for at bekræfte en tendens, der handler om at alle kvinder skal være tynde og perfekte for at blive accepteret, fortæller de to eksempler, for mig at se, en modsat historie om et samfund, hvor det både trenter helt vildt at have højgravide berømtheder på forsiden af de største modeblade – Williams er jo langt fra den første! – og vi samtidig på ingen måde tolererer, at vores social media-stjerner taler grimt om visse kropstyper”.

”Det er den samme krops-positive tendens, som en moderne fitness-kultur i høj grad også vidner om!” Får jeg lige skudt ind til sidst.

Ida Rud og Tone Frank Dandanell nikker bekræftende. Tone Frank Dandanell siger, at det desuden er en ret problematisk udtalelse Leonora Christina Skov kommer med, idet den indeholder en indirekte shaming af de kvinder, der ikke har ”former” og hvis kroppe dermed kunne minde om 13-årige drenges.

Jeg smiler samtykkende og glæder mig over, at vi er mindst to her i studiet, der ikke kan udstå fru forfatter Skov.

Men nu tager idrætsprofessor Hans Bonde ordet og kommer med sin første påstand, der hedder: ”Kvinder i fitness-centre ligger under for et slanke-ideal”

Så siger han en masse ord, der i det korte og lange handler om, at han mener, at det at kvinder går (meget) i fitness-center, er et symptom på, at de er underlagt det “tynde og trænede” kropsideal. Altså at vi med andre ord “spilder alt vores tid i træningscenteret i den evindelige stræben efter det uopnåelige ideal”.

Jeg er igen hurtig til at tage ordet:

”Undskyld, jeg siger det, men du har jo tydeligvis ingen kompetence til at udtale dig her, Hans Bonde. For det første er du ikke kvinde – men det kan du jo i og for sig ikke gøre for – og for det andet lyder det som om, det er mange år siden, du sidst har været i et træningscenter – hvis nogen sinde. Den del af din påstand, jeg opponerer stærkest imod, er sådan set ikke, at idealet om den slanke veltrænede kvindekrop – vi holder os fortsat til at tale om kvinderne her, selvom mændene i den henseende er ingenlunde mindre interessante – stadig dominerer i fitness-sammenhæng. Det vidner div. reklamer for fitness også om. Men hvis forskere og historikere som dig tror, at det, kvinder typisk stræber efter at opnå med deres træning, er det udltra tynde ideal – det Leonora Cristina Skov kalder den “13-årige dreng” – så tager de fejl! Og så vil jeg gerne fortælle dem og dig, hvad jeg oplever ude i virkeligheden; ude i træningscentrene. Her mens vi med hastige skridt nærmer os slutningen af 2010’erne, træner de unge ikke for at blive en størrelse xs. De træner for at få former!” siger jeg triumferende og fortsætter:

”Ja hr. professor de hørte rigtigt! Og hvis de ellers kunne få rystet edderkopspindene ud af deres akademiske øregange, så vil de muligvis kunne høre og for første gang opfatte nyheden om at “STRONG IS THE NEW SKINNY”!”

Ok, det med edderkopspindene siger jeg nok ikke… Men jeg siger helt sikkert:

”Vi (kvinder), der kommer jævnligt i et fitness-center og faktisk har erfaring med at træne, kunne nok lære professoren et og andet om, hvorfor moderne kvinder træner, så meget som vi gør, at det handler om langt mere end banale skønhedsidealer og tøjstørrelser. Vi, der gør det, vi ved, at det at træne gør os glade. Vi oplever ikke alene at få frigivet endorfiner og dopaminer, vi oplever også, at vi kan bruge vores krop på en virkelig cool måde. Når vi oplever, hvad den krop kan præstere for os, kan vi ikke undgå at blive bare lidt gladere for at være i den. Og så skal det slet ikke undervurderes, hvad det gør ved vores oplevelse af egen mental styrke, når vi mærker, at vi bliver fysisk stærkere.”

Hans Bonde kigger olmt på mig og siger, at det kan han ikke genkende fra sin forskning. Så fremsætter han sin næste påstand, der handler om, at vi kvinder, ifølge ham, desuden selv med til at “opildne” hinanden til at gå om muligt endnu højere op i vores eget og hinandens udseende og kropsfacon. Den gensidigt negative påvirkning eller ”opildning”, mener han også i særdeleshed finder sted i fitness-centeret.

Til det siger jeg bare helt roligt…

”Prøv at hør’ Hans, der kommer alle slags mennesker i fitness-centeret; i alle aldre og kropsstørrelser. Det vil måske overraske professoren, at når vi står sammen på eksempelvis et fitness-hold, så handler det utroligt meget om, hvordan vi præsterer og utroligt lidt om, hvordan vi ser ud imens. Du kan i øvrigt ikke med det blotte øje se på en kvinde, om hun kan squatte med 15 eller 40 kg., eller hvor mange burpees hun kan lave på et minut. Nede i omklædningsrummet bliver vi yderligere bekræftet i, hvor forskellige og uperfekte vi alle sammen er. Fx har hende med den slanke talje og flotte numse også appelsinhud. Og vi ser nu, at hende, der virkelig sparkede *** til spining, har en lille mave.”

”Jeg lukker bestemt ikke øjnene for de negative konsekvenser af Hollywoods og modebranchens mere eller mindre forkvaklede idealer – nej Tone, jeg siger ikke, at det er forkvaklet i sig selv at være 1,85 og veje 50 kg. Jeg siger blot, at det som et ideal for alle mennesker bliver forkvaklet! Jeg er helt med på, hvor stort et tag de idealer stadig har i os moderne kvinder anno 2017, og jeg har stor forståelse for, hvordan man som overvægtig kan opleve at føle sig diskrimineret og kigget skævt til, også – og måske især – i et fitness-center. Det er en rigtig ærgerlig tendens og adfærd, som jeg gerne vil være med til aktivt at bekæmpe!”

”Det, jeg bare bliver nødt til at råbe ud til alle professorer, debattører og andre meningsholdere og -dannere, er, at det her ‘tynde’ ideal, de snakker om, hverken er en ny eller aktuelt dominerende tendens. Faktisk er den tendens langsomt ved at uddø. Det at være “tynd for enhver pris” er et allerede gammeldags og tæt på forældet ideal, som gradvist bliver erstattet af: Kropspositivitet, styrke – både fysisk og mental, plads til forskellighed og kærlighed til sig selv og den krop, man er født med”.

Da bryder Tone Frank Dandanell ind. Hun mener nemlig, at det, at ”elske sig selv” blot er et nyt uopnåeligt ideal.

Jeg tager atter ordet:

”Jeg forstår, hvordan man på et teoretisk plan kan tænke, at det at blive glad for sin egen krop og hvile i sig selv kan risikere at opleves som noget den enkelte (kvinde) skal “præstere”. På samme måde som det moderne menneskes ”evige jagt på lykken og det gode liv” kan give bagslag og resultere i evig utilfredshed og utilstrækkelighed over for idealet om ”det lykkelige”. Jeg kan i teorien godt forestille mig en udvikling og et scenarie, hvor kravet om altid at ”elske sig selv” kan gøre det til nærmest tabuiseret at have en modsat følelse: En negativ følelse omkring sig selv og sin krop. Historisk set har der nok aldrig været et socialt ideal, som ikke er blevet overfortolket af nogle. Der er intet ideal, ingen livsfilosofi eller overbevisning – hvor positiv og omfavnende den end måtte være – der ikke kan tages til ekstremer og ende med at få den diametralt modsatte effekt på individet og det omgivende samfund. Men det er vel ikke i sig selv et argument for aldrig at ønske for sig selv og andre at forfølge et ideal, der går det godes ærinde. Og når det så oven i købet er så gennemgribende positiv en filosofi, der potentielt kan afhjælpe ikke bare selvlede og div. forstyrrelser men også modvirke depression – som vi ved er et meget større problem for folkesundheden end det at forsøge at arbejde på at “ha’ det godt” – så kan jeg virkelig ikke se problemet”, slutter jeg ganske godt tilfreds med mig selv.

I tænker måske, at denne fantasi om mig selv som den fjerde debattør i Deadline uundgåeligt må ende med, at alle rejser sig og klapper og råber hurra for Pernille Larsens velformulerede holdninger og geniale argumenter? Det gør den ikke. Næh det hele ender såmænd bare med, at Hans Bonde rejser sig og smækker med døren på vej ud, mens Ida, tone, Lotte og jeg skåler i tv-studie-vand og snakker om, hvorfor grimme mænd altid er så sure.

 

/Pernille