Hvor mange nuancer er der plads til i regnbuen?

Det her blog indlæg kommer måske til at virke lidt hurlumhej. Sådan er der nemlig rigtig tit derude i samfundet, og sådan er der (derfor) også nogle gange inde i mit hoved.

Udgangspunktet er nogle forskellige oplevelser og overvejelser, jeg den sidste tid har gjort mig omkring temaerne diversitet og rummelighed.

Det hele kulminerede her i weekenden, hvor der – som de fleste ved – var Pride i København og – som lidt færre ved – var børneweekend hjemme hos os i Sydhavnen.

Min bonusdatter, Vega – som i øvrigt synes, det er mærkeligt, jeg omtaler hende ”bonus”, når hun altid omtaler mig som sin ”tredje mor” eller slet og ret ”Nille” – er lige begyndt i fjerde klasse. Som lektier til weekenden havde hun blandt andet en opgave i engelsk, hvor hun skulle tegne sit ”Family Tree”. Vega havde allerede været i gang med træet i løbet af ugen, så her i weekenden havde hun bare brug for hjælp til de sidste detaljer fra mig og sin mor, min kæreste Mette. Både Vega og hendes lillebror kalder Mette ”mor”, selvom hun ikke er børnenes biologiske mor. Begge børn er født af Mettes ekskone og ved fødslen adopteret af Mette. Og hvorfor fortæller jeg så det? Hvorfor er den detalje overhovedet vigtig for historien? Jo det skal jeg sige jer. Vegas engelsklærer – vi husker dette var en engelsk-opgave – havde nemlig sagt, at træet kun var til ”genetisk familie”. Vores kløgtige og selvstændigt tænkende datter havde naturligvis stillet spørgsmålstegn ved den for hende noget indskrænkende regel, og spurgt, om hun dog ikke i det mindste kunne få lov at inkludere de forældre, som hun vidste havde forældremyndighed. (Som skilsmissebarn, får man overraskende tidligt kendskab til de juridiske termer). Dette havde læren blankt afvist. Hvilket man jo godt forstår, da opgaven jo var en biologisk udredning af gentik med formålet at lære om DNA… Nåhnej! Det var det ikke. Det var en engelskopgave med formålet at lære engelske navne for familie-medlemmer. Lidt underlig situation at sidde i for et barn, som godt nok har både en genetisk mor og far, men som alligevel blev tvunget til at afskrive halvdelen af sin familie som: Ikke genetisk. Lig med ikke vigtig. En lignende akavet situation kom hendes klassekammerat ifølge Vega i, da han som adoptivbarn blev spurgt om han ”kendte” sine biologiske forældre. Det mente drengen ikke, hvorfor han allernådigst fik lov at nedfælde sine adoptivforældre. En lille sjov krølle på den historie er i øvrigt, at drengens adoptivmor også er lærer på den samme skole.

Jeg behøver vist ikke sige, at hele dette setup affødte en længere snak omkring spise-/lektiebordet hjemme i Sydhavnslejligheden. Ikke mindst fordi vi forældre, som holder til her, var fuldstændigt uforberedte fra den genetiske side af familie-bordet, hvor man åbenbart ikke havde fundet opgaveformuleringen særligt problematisk. Vi sendte selvsagt mange kærlige tanker til den biologiske mor, mens hun på cirka samme tidspunkt marcherede mod Pride Square med regnbuenfanen holdt højt over sit dobbeltmoralske hoved. (Jo, det må jeg godt sige. Det er ikke min ekskone!)

Vidste I forresten, at lang tid før LGBT (forkortelse for lesbian, gay, biseksual and transgender persons) kom på alles læber og facebook-side, og regnbuefarvet blev det nye sort, fandtes ”Bøssernes Befrielsesfront”. Det var tilbage i 1971. Nu har vi vist efterhånden fået ”befriet” de fleste bøsser. Så anno 2017 finder jeg det personligt lidt mere interessant at følge kampen og udviklingen hos ”De Tykkes Befrielsesfront” (stiftet i 2016). På foreningens facebook postede de for nogle dage siden en artikel af en ung homoseksuel fyr ved navn Louis Peitzman med indledningen ”When you first come out, gay men are eager to let you know that you’re not alone, and that you have a seat at the table. Unless of course you are also fat, in which case, no, you can’t sit with us.”

Mens homoseksuelle (mænd især!) er en af de mest eftertragtede økonomiske kapaciteter i samfundet, og alle politiske partier fra højre til venstre knuselsker ”homoer”, så er der stadig rigtig mange meget marginaliserede grupper i samfundet. Heriblandt mennesker, der ifølge samfundsnormen vejer for meget. Så hvornår kommer ”Big and Beautiful”-paraden? ”Fifty shades of brown skin”-festivallen og ”Disabled og Damn Darling Cute”-prisfesten? Hvornår bliver det moderne at heppe på de minoriteter? Jeg spørger bare, fordi jeg er nysgerrig.

Apropos ingenting – og alting. Caster Semenya blev i den forløbne uge for anden gang verdensmester på kvindernes 800-meter i atletik. Og nu skal det her oplæg ikke misforstås, som om jeg interesserer mig for sport. Det gør jeg ikke. Min interesse for sport er så udgrænset og marginaliseret i mit nervesystem af ting, jeg interesserer mig for, at den burde havde sin egen parade – eller i det mindste bare en støttegruppe på facebook. Men noget som jeg interesserer mig meget for er strukturel uretfærdighed og diskrimination. Det er ikke mere end otte år siden, at den ualmindeligt hurtige og ekstremt dygtige atletikløber måtte lade sig kønsteste, simpelthen fordi dommerne (de andre deltagere, pressen og det omgivende samfund) nægtede at tro på, at en genetisk kvinde, kunne præstere noget så ekstraordinært. At Semenya blev testet positiv for kvinde – eller hvad man siger – lagde imidlertid ikke gemytterne og kritikken ned. Og debatten om, hvorvidt en kvindelig løber med et testosteron-niveau et godt stykke over normalen overhovedet har lov at konkurrere på samme vilkår som andre mere ”kvindelige” kvinder blussede naturligvis atter op, da Ol-guldet blev placeret rundt om Semenya skuldre denne sommer.

Hele den – fra mit perspektiv absurde – debat får mig til at tænke på min kæreste, som er forfatter og udgiver anmelderoste romaner – altid med en mandelig hovedperson. Burde hun have lov til det? Altså jeg mener, for det første har hun utvivlsomt mere testosteron i blodet end flertallet af sine kvindelige kolleger, og for det andet har hun vel i egenskab af at danne par med en kvinde (mig:-) vel også en ret unfair fordel ud i disciplinen at formidle kærlighed med det feminine som begærsobjekt.

Spørger man Sørine Gotfredsen, burde hun nok slet ikke have lov at skrive bøger. Men i det mindste spiller min kæreste ikke fodbold samtidig! Det ville virkelig have været slemt.

Apropos offentlige personer og samfundsdebattører, jeg elsker at være uenig med. Det var præcis den dag, jeg til et arrangement i Ridehuset i Aarhus hørte Leonora Cristina Skov udbrede sig om, hvor forfærdeligt svært, hun synes, det var, at være både feminin kvinde og lesbisk (hendes ord ikke mine!), at jeg mistede alt for hende. Det er vel nok det dummeste, jeg nogensinde har hørt! Sådan cirka lige så uintelligent, som at sige ”Violence on both sides” om KKK’s afsindige opførsel i Charlottesville – og alle andre steder i øvrigt!

Hvis der er nogen her i verden, det er nemt for, så er det dem (os), der som kønsforskerne siger ”gør vores køn godt”. Jeg ved, jeg hører til nogle af de mest privilegerede i et vestligt samfund i den forstand, at jeg ikke har svært ved at blende ind i en gruppe. Jeg er hvid, jeg er normalvægtig (selvom min bmi åbenbart mener noget andet), jeg har ingen øjensynlige handicap og jeg falder ikke alt for meget udenfor ”normalen” i det gængse billede af en dansk kvinde i starten af 30’erne.

Der er noget, der hedder at lukrere på sin minoritetsstatus. Det gør Skov. Og så skriver hun ikke engang særligt godt. Og ja det må jeg også godt sige, når jeg selv er gift med en forfatter, der af anmelderne bliver kaldt ”En unik stemme i dansk litteratur”! 😉

Det er også muligt, at lukrere på andres minoritetsstatus. Der er et begreb, der hedder ”Pink Washing”. Det dækker kort fortalt over, når organisationer, virksomheder eller magtpersoner påberåber sig sympati med en bestemt marginaliseret gruppe med det formål at polere deres eget image og fremme deres egen agenda. Det kan man godt hævde, at Netto gør, når de fylder spotvarer-hylderne op med regnbue-merchandise. Når Dansk Folkeparti lige pludselig proklamerer, at de går ind for ”homo-rettigheder”, selvom vi alle sammen godt ved, at det bare handler om, at de nu har skaffet sig endnu et argument for at være imod muslimer, hvis religion traditionelt fordømmer homoseksualitet, så bliver der i den grad vasket lyserødt!

Men tilbage til Vegas ”Familiy Tree”. I Sydhavns-delen af familien blev løsningen, at vi, udover at færdiggøre genetik-træet, sammen tegnede et endnu større (og flottere) familie-træ, som inkluderer og rummer alle grene af familien – også den del, der aktivt har tilvalgt den gennem adoption og/eller kærlighed.

Og helt ærligt, who gives a fuck, hvilken status samfundet tildeler os, og hvilken parade, der er in i år? Så længe, jeg får lov at figurere som Vegas ”Nille” på det store farverige træ lige ved siden af Vegas mor, så er jeg mere end lykkelig! ❤

Kvinde- og kropsidealer anno 2017

Jeg ser ofte Deadline. Jeg kan især godt lide debatterne, som ofte er både interessante og oplysende. Men kender I det: Man sidder der i 20 min., kigger og lytter interesseret til påstande og argumenter. Så slutter programmet, og tilbage sidder man, alene med én tanke: ”Hey, hvor blev den anden side af historien af?” ”Hvem var det, der døde og gjorde de der tåber til konger over sandheden?!”

Så er det, man får lyst til lige hurtigt at invitere sig selv med ind i studiet som fjerdekvinde i en ny kvartet. Bare for at give de toneangivende i samfundet lov til at høre, at der også findes en anden lyd.

Og det er så netop, hvad jeg har valgt at gøre i dette mit første (mere politiske) blogindlæg.

Så mine damer og herrer, velkommen til Deadline, hvor debatten i aften handler om kvinders forhold til deres egen krop og kropsidealer i samfundet anno 2017.

Til debatten er inviteret journalist og kropsaktivist Ida Rud (bagerst til venstre), filosof Tone Frank Dandanell (forrest til venstre) og idrætsprofessor Hans Bonde fra KU (bagerst til højre). Og sidst men ikke mindst: Journalist, fitnessinstruktør og blogger Pernille Larsen (kan desværre ikke ses på billedet). Lotte Folke Kaarsholm er vært.

Deadline-debatten indledes med et billede af den verdensberømte tennisstjerne Serena Williams, der efter at have poseret højgravid og nøgen på forsiden af Vouge, er blevet kaldt ulækker; en historie om en amerikansk blogger, der er blevet dømt for body shaming efter en instagram-post af en ældre dame i et fitness-center samt et citat fra forfatter Leonora Christina Skov, der siger ”Det moderne kvindeideal er en 13-årig dreng”.

Så hvis jeg lige må starte med at tage ordet…

”Hvis de to første historier skal være underbyggende eksempler på den påstand, som debatten i aften skal tage udgangspunkt i, nemlig at vi kvinder er underlagt et stadigt mere snævert og uopnåeligt kropsideal, så er de utroligt dårligt valgt. Frem for at bekræfte en tendens, der handler om at alle kvinder skal være tynde og perfekte for at blive accepteret, fortæller de to eksempler, for mig at se, en modsat historie om et samfund, hvor det både trenter helt vildt at have højgravide berømtheder på forsiden af de største modeblade – Williams er jo langt fra den første! – og vi samtidig på ingen måde tolererer, at vores social media-stjerner taler grimt om visse kropstyper”.

”Det er den samme krops-positive tendens, som en moderne fitness-kultur i høj grad også vidner om!” Får jeg lige skudt ind til sidst.

Ida Rud og Tone Frank Dandanell nikker bekræftende. Tone Frank Dandanell siger, at det desuden er en ret problematisk udtalelse Leonora Christina Skov kommer med, idet den indeholder en indirekte shaming af de kvinder, der ikke har ”former” og hvis kroppe dermed kunne minde om 13-årige drenges.

Jeg smiler samtykkende og glæder mig over, at vi er mindst to her i studiet, der ikke kan udstå fru forfatter Skov.

Men nu tager idrætsprofessor Hans Bonde ordet og kommer med sin første påstand, der hedder: ”Kvinder i fitness-centre ligger under for et slanke-ideal”

Så siger han en masse ord, der i det korte og lange handler om, at han mener, at det at kvinder går (meget) i fitness-center, er et symptom på, at de er underlagt det “tynde og trænede” kropsideal. Altså at vi med andre ord “spilder alt vores tid i træningscenteret i den evindelige stræben efter det uopnåelige ideal”.

Jeg er igen hurtig til at tage ordet:

”Undskyld, jeg siger det, men du har jo tydeligvis ingen kompetence til at udtale dig her, Hans Bonde. For det første er du ikke kvinde – men det kan du jo i og for sig ikke gøre for – og for det andet lyder det som om, det er mange år siden, du sidst har været i et træningscenter – hvis nogen sinde. Den del af din påstand, jeg opponerer stærkest imod, er sådan set ikke, at idealet om den slanke veltrænede kvindekrop – vi holder os fortsat til at tale om kvinderne her, selvom mændene i den henseende er ingenlunde mindre interessante – stadig dominerer i fitness-sammenhæng. Det vidner div. reklamer for fitness også om. Men hvis forskere og historikere som dig tror, at det, kvinder typisk stræber efter at opnå med deres træning, er det udltra tynde ideal – det Leonora Cristina Skov kalder den “13-årige dreng” – så tager de fejl! Og så vil jeg gerne fortælle dem og dig, hvad jeg oplever ude i virkeligheden; ude i træningscentrene. Her mens vi med hastige skridt nærmer os slutningen af 2010’erne, træner de unge ikke for at blive en størrelse xs. De træner for at få former!” siger jeg triumferende og fortsætter:

”Ja hr. professor de hørte rigtigt! Og hvis de ellers kunne få rystet edderkopspindene ud af deres akademiske øregange, så vil de muligvis kunne høre og for første gang opfatte nyheden om at “STRONG IS THE NEW SKINNY”!”

Ok, det med edderkopspindene siger jeg nok ikke… Men jeg siger helt sikkert:

”Vi (kvinder), der kommer jævnligt i et fitness-center og faktisk har erfaring med at træne, kunne nok lære professoren et og andet om, hvorfor moderne kvinder træner, så meget som vi gør, at det handler om langt mere end banale skønhedsidealer og tøjstørrelser. Vi, der gør det, vi ved, at det at træne gør os glade. Vi oplever ikke alene at få frigivet endorfiner og dopaminer, vi oplever også, at vi kan bruge vores krop på en virkelig cool måde. Når vi oplever, hvad den krop kan præstere for os, kan vi ikke undgå at blive bare lidt gladere for at være i den. Og så skal det slet ikke undervurderes, hvad det gør ved vores oplevelse af egen mental styrke, når vi mærker, at vi bliver fysisk stærkere.”

Hans Bonde kigger olmt på mig og siger, at det kan han ikke genkende fra sin forskning. Så fremsætter han sin næste påstand, der handler om, at vi kvinder, ifølge ham, desuden selv med til at “opildne” hinanden til at gå om muligt endnu højere op i vores eget og hinandens udseende og kropsfacon. Den gensidigt negative påvirkning eller ”opildning”, mener han også i særdeleshed finder sted i fitness-centeret.

Til det siger jeg bare helt roligt…

”Prøv at hør’ Hans, der kommer alle slags mennesker i fitness-centeret; i alle aldre og kropsstørrelser. Det vil måske overraske professoren, at når vi står sammen på eksempelvis et fitness-hold, så handler det utroligt meget om, hvordan vi præsterer og utroligt lidt om, hvordan vi ser ud imens. Du kan i øvrigt ikke med det blotte øje se på en kvinde, om hun kan squatte med 15 eller 40 kg., eller hvor mange burpees hun kan lave på et minut. Nede i omklædningsrummet bliver vi yderligere bekræftet i, hvor forskellige og uperfekte vi alle sammen er. Fx har hende med den slanke talje og flotte numse også appelsinhud. Og vi ser nu, at hende, der virkelig sparkede *** til spining, har en lille mave.”

”Jeg lukker bestemt ikke øjnene for de negative konsekvenser af Hollywoods og modebranchens mere eller mindre forkvaklede idealer – nej Tone, jeg siger ikke, at det er forkvaklet i sig selv at være 1,85 og veje 50 kg. Jeg siger blot, at det som et ideal for alle mennesker bliver forkvaklet! Jeg er helt med på, hvor stort et tag de idealer stadig har i os moderne kvinder anno 2017, og jeg har stor forståelse for, hvordan man som overvægtig kan opleve at føle sig diskrimineret og kigget skævt til, også – og måske især – i et fitness-center. Det er en rigtig ærgerlig tendens og adfærd, som jeg gerne vil være med til aktivt at bekæmpe!”

”Det, jeg bare bliver nødt til at råbe ud til alle professorer, debattører og andre meningsholdere og -dannere, er, at det her ‘tynde’ ideal, de snakker om, hverken er en ny eller aktuelt dominerende tendens. Faktisk er den tendens langsomt ved at uddø. Det at være “tynd for enhver pris” er et allerede gammeldags og tæt på forældet ideal, som gradvist bliver erstattet af: Kropspositivitet, styrke – både fysisk og mental, plads til forskellighed og kærlighed til sig selv og den krop, man er født med”.

Da bryder Tone Frank Dandanell ind. Hun mener nemlig, at det, at ”elske sig selv” blot er et nyt uopnåeligt ideal.

Jeg tager atter ordet:

”Jeg forstår, hvordan man på et teoretisk plan kan tænke, at det at blive glad for sin egen krop og hvile i sig selv kan risikere at opleves som noget den enkelte (kvinde) skal “præstere”. På samme måde som det moderne menneskes ”evige jagt på lykken og det gode liv” kan give bagslag og resultere i evig utilfredshed og utilstrækkelighed over for idealet om ”det lykkelige”. Jeg kan i teorien godt forestille mig en udvikling og et scenarie, hvor kravet om altid at ”elske sig selv” kan gøre det til nærmest tabuiseret at have en modsat følelse: En negativ følelse omkring sig selv og sin krop. Historisk set har der nok aldrig været et socialt ideal, som ikke er blevet overfortolket af nogle. Der er intet ideal, ingen livsfilosofi eller overbevisning – hvor positiv og omfavnende den end måtte være – der ikke kan tages til ekstremer og ende med at få den diametralt modsatte effekt på individet og det omgivende samfund. Men det er vel ikke i sig selv et argument for aldrig at ønske for sig selv og andre at forfølge et ideal, der går det godes ærinde. Og når det så oven i købet er så gennemgribende positiv en filosofi, der potentielt kan afhjælpe ikke bare selvlede og div. forstyrrelser men også modvirke depression – som vi ved er et meget større problem for folkesundheden end det at forsøge at arbejde på at “ha’ det godt” – så kan jeg virkelig ikke se problemet”, slutter jeg ganske godt tilfreds med mig selv.

I tænker måske, at denne fantasi om mig selv som den fjerde debattør i Deadline uundgåeligt må ende med, at alle rejser sig og klapper og råber hurra for Pernille Larsens velformulerede holdninger og geniale argumenter? Det gør den ikke. Næh det hele ender såmænd bare med, at Hans Bonde rejser sig og smækker med døren på vej ud, mens Ida, tone, Lotte og jeg skåler i tv-studie-vand og snakker om, hvorfor grimme mænd altid er så sure.

 

/Pernille