FITNISSENS JULEKALENDER-QUIZ 2017

LÆKRE PRÆMIER, GOD TRÆNING OG NYTTIG VIDEN OM FITNESS! ❤ 🏋

Alt dette kan du få, hvis du deltager i min julekalender-quiz på fb! (Link længere nede i teksten).

Hver uge trækker jeg nemlig lod om 1-2 skønne præmier blandt ugens rigtige svar!

NYT!!!! Nu trækkes der også lod om en eksklusiv præmie hver lørdag eftermiddag! Alle der har deltaget i quizzen i løbet af ugen er med i lodtrækningen om lydbogen “Nogle dage elsker hun mig mest” af Mette Jensen Hayles. 

Den 24. december trækker jeg oven i købet lod blandt deltagere fra hele måneden om en helt særlig JULE-FIT-GAVE! 🎁🎄☃🎀

OBS: Jo flere quizzen du deltager i, desto større chance for at vinde en af de attraktive præmier! 😉🖒

Deltag her: https://www.facebook.com/groups/1849903135252127/

REGLER FOR DELTAGELSE I FITNISSENS JULEKALENDER-QUIZ

  • Hver dag kl. 10.00 fra fredag d. 24. november til og med søndag d. 24. december vil der dukke en quiz op i facebook-gruppen.
  • Hver fredag vil der på Stram Op kl. 16.00 og igen på Strength kl. 17.00 på Ellebjergvej blive trukket én vinder blandt dem, der har svaret rigtigt på mindst én quiz i løbet af ugen.
  • For at vinde en af ugens i alt 2 præmier, skal man altså BÅDE svare rigtigt på mindst én quiz i løbet af ugen OG deltage på enten Stram Op eller Strength på Ellebjergvej fredag eftermiddag.
  • Fra fredag til fredag, får man hele 7 chancer (8 i den første uge) for at svare rigtigt og deltage i ugens konkurrence.
  • Det er muligt at svare på quizes fra hele ugen og evt. ændre sine svar frem til fredag kl. 15.00.
  • Det er tilladt at afgive ét svar per quiz. Afgiver man mere end et svar, bliver man automatisk udelukket fra konkurrencen.
  • Fredag d. 22. december afholder jeg eventen “Jule-booty med ekstra kick” fra kl. 16.00-17.25, hvor der trækkes lod om én hovedpræmie.
  • Søndag d. 24. december kl. 16.00 vil jeg trække lod om vinderen af Fitnissens store JuleFitGave blandt alle, der har svaret rigtigt på mindst ét af de i alt 31 spørgsmål. Vinderen offentliggøres i fb-gruppen.
  • Mandag d. 25. december vil de korrekte svar på samtlige quiz-spørgsmål blive postet her på bloggen og i fb-gruppen.
  • Datoer for præmielodtrækning på Ellebjergvej: 1/12, 8/12, 15/12 og 22/12. Den 24/12 vil jeg udnævne en vinder på facebook.
  • OBS: Fredag d. 15. december vil Aziza være vikar på holdene og stå for lodtrækningen af ugens præmier på Stram Op kl. 16.30 og Strength kl. 17.30.

FØLG MED OG DELTAG I JULEKALENDER-QUIZZEN HER:

https://www.facebook.com/groups/1849903135252127/

 

 

INFO: Bloggen holder pause

– Men juleposen er fuld af fitness-godter! 😜 

Da jeg på det sidste har påtaget mig nye opgaver bl.a. med programlægning og samtidig fået en større lektiebyrde på uddannelsen, har jeg besluttet at sætte mine skriverier til bloggen lidt på standby. 
Jeg ved endnu ikke, præcis hvornår jeg starter op med regelmæssige indlæg på bloggen igen. Men i mellemtiden kan I glæde jer til et overdådighedshorn af svedige 😆🤘events henover jul og nytår – både på Ellebjergvej, Mosedalvej, Vesterbrogade og i Forum! Nærmere info følger… 
Derudover har jeg såmænd også brygget en lækker lille julekalender-advents-facebook-quiz-konkurrence sammen til jer! 🎍🎋🎄⛄🎁 Og den starter allerede fredag d. 24. november! 😉

FØLG MED HER: 

https://www.facebook.com/groups/1849903135252127/

It’s gonna be a sweaty Xmas! 😅 

Mere om TV

Torsdag er tv-aften i Sydhavnen. Det er nemlig den eneste hverdagsaften, jeg ikke underviser i Fitness World og med hver anden weekend på uddannelse og hver anden med huset fuld af børn, er det altså vigtigt, at sætte mindst én aften om ugen af til lige at få catchet op på de nyeste og bedste serier! 😜

Lige for tiden er Mette og jeg i gang med at fryde og græmme os igennem den britiske krimi-thriller Rellik på HBO. Her har vi blandt andre glæde af den skønne, danske skuespillerinde Lærke Winther – som i anledning af starten på sin nye internationale karriere har ændret navn til Lark Winther. Virkelig spændende! og lidt creepy serie. En genre Mette og jeg altid kan blive enige om kunne lide! 😉

Mainstreamserier om de få

En anden – ikke decideret genre – men nieche inden for serier (og underholdning generelt), som vi er meget glade for herhjemme, er serier, der beskæftiger sig med minoritetspørgsmål. Nogle af mine personlige favoritter er:

  • Transparent
  • Atypical
  • Master of None

Alle tre serier, der samtidig med at være underholdende og sjove, beskæftiger sig med, hvordan det er at være anderledes end flertallet.

Trans AND parent 

Transparent handler om familiefaren Mort Pfefferman, der allerede i seriens første afsnit springer ud for sine nu voksne børn som kvinden Maura. Ud over at følge Mauras udvikling og erkendelsesrejse fra heteroseksuel mand og far til kvinde og… mor? Følger vi også Mauras tre børn og deres til tider tumultariske liv med kærlighed, parforhold og søgen efter identitet med et helt nyt forælderforbillede at spejle sig i.

Serien kører lige nu i sin fjerde sæson på Amazon. De første tre sæsoner kan muligvis stadig ses på Viaplay.

Transparent Trailer

Highschool-student og autist

Atypical følger Sam, der har en diagnose indenfor autisme-spektret og hans familie. Serien starter lige der, hvor den nu 18-årige Sam har besluttet sig for, at det er på tide, at han begynder at date piger. Og det er altså ikke så ligetil, når man hverken forstår ironi, tåler høj musik eller følelsen af stof, der er mindre end 100% bomuld. Indimellem bliver Sams forsøg på at lære alle de (uskrevne) regler om livet som teenager og interaktionen med det modsatte køn nærmest tragikomiske. Men historierne er fortalt med så stor hjertevarme, at vi er med ham hele vejen. Serien udviser stor empati både for de atypiske og alle de andre, der står ved siden af og prøver at få både Sams og deres eget “normale” liv til at give mening.

Første sæson af serien ligger på Netflix.

Atypical Trailer

Hvordan man bedst mestrer ingenting 

Master of None er udviklet og skrevet af komikeren Aziz Ansari, som også spiller seriens hovedperson, Dev. I sin opbygning, genre og tematikker minder serien rigtig meget om den danske komiker Jonatan Spangs serie Lillemand, der har kørt på TV2 Zulu. Med det perspektiv er serien ikke sådan super enestående og unik, og netop fordi en del af de medvirkende er komikere og ikke skuespillere, kan man også godt diskutere kvaliteten i skuespillet. Men kommer man lige ud over de lidt kiksede oneliners og oplagte setups, har serien efter min mening mange gode kvaliteter. Ikke mindst det sjældent forekommende at have en hovedrolle med indisk-muslimske rødder. Netop det udgangspunkt er nemlig en vigtig faktor i mange af de ting og udfordringer, som Dev oplever. Og samtidig er det netop en væsentlig pointe i serien, at når det handler om de helt grundlæggende, universelle problemstillinger som uigengældt kærlighed og kampen for at finde fokus og motivation sit arbejdsliv, så spiller hudfarven og den kulturelle baggrund i sidste ende en minimal rolle.

De to første sæsoner ligger på Netflix.

Master of None Trailer

My guilty pleasure…

Ingen snak om serier uden en indrømmelse. For det lyder jo altid så flot, når man anbefaler sine venner (og følgere), at se alle de her højkvalitets Nordic Noir og minoritetspolitiske serier. Men selvfølgelig har jeg også en yndlingsserie, som jeg måske ikke ligefrem skammer mig over at elske, men heller ikke decideret praler med… Min guilty pleasure nr. ét hedder Drop Dead Diva. Den handler om… og hold nu fast! en smuk, og på alle måder blond model, som efter et biluheld vågner op i en ny krop, genfødt som en svært overvægtig men meget klog advokat.

I know! Det lyder helt afsindigt fjollet! Og det er altså heller ikke en serie, som Mette gider ofre fælles kærestetid på at svælge i sammen med mig. Men jeg eeeelsker den serie! Ikke mindst fordi den faktisk handler rigtig meget om at lære at elske sin krop – uanset hvilken størrelse.

Modellen Deb – som altså nu hedder Jane og er advokat – starter (selvfølgelig) ud med at afsky sit nye, større hylster. Der går dog ikke særlig mange afsnit, før Deb ikke bare har accepteret sin nye krop, men formået at bringe alle sine talenter inden for grooming, mode og selviscenesættelse i spil på en måde, hvor hun får Jane til at ligne den smukkeste model – samtidig med at hun stadig er en super brainy og succesfuld advokat. Seriens hovedperson Jane spilles af den underskønne Brooke Elliott, som desværre ikke ser ud til at have påtaget sig nogle andre større tv-roller, siden serien sluttede i 2014.

Seriens i alt syv sæsoner har alle ligget på Netflix, men lige nu er den, så vidt jeg kan se kun tilgængelig på dvd – og knap så lovlig streaming, hvis man er til den slags.

Drop Dead Diva Trailer

PS.

Dette er en ordre fra jeres fitnessinstruktør: De aftener, I ikke træner – eller når I kommer hjem – forkæl jer selv med en god lang aften i sofaen i selskab med jeres yndlingsserie! You deserve it! 😀

Her er lige et par fif mere til virkelig gode serier med spænding:

The Missing – sæson 2

The Affair

The handmaid’s Tale

 

 

Fjernsyn for mig

Jeg lovede i sidste uge, at denne uges blog-indlæg, skulle handle om nogle ting, der gør mig glad. Noget opbyggeligt. Det kommer det også til… til sidst. Jeg bliver nemlig lige nødt til at starte ud med at være lidt kritisk. Og så skal det nok blive bedre bagefter. Det lover jeg.

I denne uge handler mit blog-indlæg nemlig om forskellige DR tv-programmer, som alle har det til fælles, at de beskæftiger sig med kropsidealer, mad og vægt.

Det første program, jeg vil nævne, er DR1’s primetime Hr. og Fru Danmark reportageserie “Generation XL”. Det er snart ved at være noget tid siden, at serien rullede sit sidste afsnit over skærmen, og det har virkelig også længe kriblet i mine fingerspidser for at komme til at skrive om det program. Men før jeg kunne tillade mig at skrive – og specielt noget kritisk! – om det, blev jeg jo lige nødt til at se det først. Det tog altså lidt tid og overvindelse, før det kom til at ske. Jeg har haft taget tilløb flere gange, men hver gang er jeg bare blevet fyldt op af en helt instinktiv følelse af tristhed blandet med god gammeldags harme.

Herunder vil jeg så godt som muligt prøve at sætte ord på, hvad det er, jeg bare ikke synes, er helt ok med det program.

Cold turkey på chips og saftevand

For det første kan jeg bare ikke lide, når børn får til opgave at tabe sig. Jeg er nemlig af den overbevisning, at slankekure er super usundt – fysisk men især psykisk. Ikke mindst når vi taler om små, endnu ikke færdigudviklede børnehjerner, så mener jeg virkelig, der er grund til at være varsom med, hvilken indstilling til krop, mad og vægt, man præsenterer dem for og beder dem om at efterleve. Og jo, det er en slankekur, de her børn bliver sat på. De voksne kan kalde det kostomlægning og sund livsstil så meget de vil, men når en 10-årig dreng fra den ene dag til den anden skal gå cold turkey på chips og saftevand – som indtil da er blevet serveret for ham i – kan vi godt blive enige om – lidt for rigelige mængder, så er det i allerhøjeste grad en kur.

Man ser jo også, hvordan flere af børnene bryder sammen og går psykisk ned over den pludselige – og for et barn ret livsomvæltende – forandring, de skal undergå. Hvorfor skal det være så drastisk? Det forstår jeg simpelthen ikke. Det er i hvert fald ikke opfundet for børnenes men nærmere for forældrenes skyld. For at det skal være lettere for dem at administrere på vegne af deres børn – hvorefter de selv går til deres hemmelige stash af Bounty og Haribo, når junior ikke opdager det.

Får man ros, får man også ansvar 

“Men lægen siger jo netop også, at det er forældrenes ansvar”, vil der måske være nogen, der indvender. Og ja, det er også rigtig fint i teorien. I praksis er det imidlertid børnene, der bliver målt og vejet – ikke forældrene! – og det er børnene, der bliver mødt med ros eller bekymrede øjenbryn, når de henholdsvist har tabt sig et kilo eller tage et på. Når en pige på 12 får at vide, at det er flot, at hun har tabt sig, hvordan i alverden skal hun så kunne opfatte det som en bedsked om, at det ikke er hendes ansvar – og derved ikke hende der skal bebrejdes, hvis det modsatte var/blev tilfældet? Jeg ser i øvrigt ikke, at der er nogen af forældrene, der i denne proces bliver mindre i størrelse. Og det er ikke noget, jeg i virkeligheden mener noget om, det er blot en konstatering.

Hvad kommer først, trivsel eller vægttab?

“Men det handler jo primært om, at børnene skal i trivsel”, vil nogen måske have lyst til at pointere. Og ja, det snakker de godt nok også en del om. Fx til de opfølgende lægesamtaler, som alle børnene skal til, efter der er gået et år. I den forbindelse bliver det virkelig fremhævet, hvor meget bedre børnene hver især har fået det – både socialt og i skolen – efter at de har tabt sig. Og det er netop her, jeg lige hiver lidt efter vejret, og derfor lyder en smule stakåndet, når jeg spørger: Kan det virkelig være rigtigt, at et barns trivsel skal hægtes direkte op på deres BMI?! For det er netop, den direkte årsagssammenhæng, jeg hører fremført af den højt respekterede Holbæk-læge. “Vi kan se på kurven, at du har tabt dig. Det er sørme flot,” lægger han ud med. “Hvor mange stykker frugt spiser du?” spørger han derefter, og slutter af med “Og du bliver heller ikke mobbet lige så meget mere? Jamen det er jo forrygende!” konkluderer han selv. Direkte årsagssammenhæng mellem barnets vægt, kalorieindtag og hvordan andre børn agerer og opfører sig i forhold til det barn. 

Siden hvornår er det i øvrigt blevet det tykke barns skyld, at det bliver drillet? Er det ikke netop her vi som forældre – uanset om det er til over- eller normalvægte børn – har et ansvar for at lære vores børn, at der findes mange forskellige størrelser kroppe med meget forskelligt udseende, og at der ikke er noget, der hedder at være “for tyk”. Og at det ALDRIG er ok at tale grimt om eller til nogen! Er det ikke også det, alle de der populære antimobbe-kampagner går ud på? Og er det ikke det, børnelæge Jens-Christian Holm i samarbejde med DR direkte modarbejder med den her fremstilling af børn med “forkerte” kroppe?  

Er lavere vægt lig større succes?

Nu er han jo børnelæge, men lad os lige et øjeblik lege med tanken om, at det var voksne mennesker, han havde siddende i sin vægttabs-konsultation. “Jeg kan jo se, du har tabt dig tre kilo Bente, det er jo flot!” “Og du nægter også dig selv sukkerholdige omend vitaminrige frugter, det er bare så fint.” “Og nu har du endelig også fået den forfremmelse, du fortjente. Storslået!” Kan I se det for jer? Nej ik’ rigtig vel?!

Medierne skal huske, at der er forskel på børn og voksne

Og så er der den anden del. Den der handler om DR’s valg og de etiske overvejelser, de burde have gjort sig i forhold til at lave en sådan programserie med børn i en meget sårbar position i hovedrollerne. Kan børnene godt selv overskue konsekvenserne af at være blevet udstillet som overvægtige og repræsentanter for, hvad vi må forstå er en hel generation af unge menesker, der bruger størrelse XL? Det er jeg ikke sikker på. Og ja, jeg ved godt, der er produceret massevis af ligende slanke- og sundheds-programmer. Men jeg kan ikke komme i tanke om nogle tidligere produktioner, der i den grad har sat tykke børn i front som billedet på dem, vores børn ikke må være ligesom. I hvert fald ikke danskproduceret. Der har selvfølgelig været reportageserier, hvor man har fulgt børn på Julemærkehjem, men jeg husker det bare ikke som om, fokus i de programmer var nær så meget på vægt og tab af samme. Eller husker jeg helt forkert?

Tykke voksne, der selv har lyst til at lade sig udstille og blive landskendte på deres “kamp mod kiloene” skal for min skyld bare slå sig løs – og det skal producenterne af de her programmer for den sags skyld også. Men hvis jeg må slutte af med en lille ydmyg bøn: Lad vores børn være i fred. Vil I ikke nok? De har nemlig så rigeligt at kæmpe med i forvejen.

Nu til den gode del 🙂

Når nu den triste del endelig er overstået, vil jeg haste videre til tre DR-produktioner, som jeg til gengæld er virkelig begejstret for og varmt kan anbefale!

  1. DR2 Tema Lørdag om Kropspositivisme med Sofie Hagen
  2. DR3 serien “Petra elsker sig selv” med Petra Nagel
  3. DR3 programmet “Ditte er fuld af løgn” fra serien “Tværs”.

Alle tre virkelig gode, opbyggelige, velproducerede programmer, der giver stof til eftertanke og behandler temaerne krop, idealer og vægt på den fineste måde.

Det nyeste eksempel i rækken er programmet fra serien “Tværs”, der følger Ditte, der lider af bulimi. Programmet skildrer på fineste vis ikke alene Dittes kamp med den djævelske spiseforstyrelse men også hendes proces med at tage mod til sig for at fortælle sine forældre om sin sygdom og bede dem om hjælp til at få det bedre. Dittes fortælling er så hudløs ærlig, at man nærmest får kuldegysninger. Personligt kan jeg genkende rigtig mange af de tanker og handlemønsktre, Ditte beskriver, fra da jeg selv led af sygdommen. Pointen i hele programmet – og i hele serien faktisk – er også virkelig god og vigtig: Første skridt mod bedring – uanset hvad man slås med – handler om at åbne munden og turde betro sin hemmelighed og turde bede om hjælp.

I øvrigt kunne det være interessant at vende tilbage til de her XL-børn om ti år og se, hvor mange af dem, der har udviklet en spiseforstyrelse i mellemtiden. Jeg siger det bare.

 

Råt for usødet

Kender I det? Nogle gange har man bare brug at rase lidt ud. Liste alle de ting op, der irriterer en allermest og så bare… Poste det på sin blog!

Her er så lige et par af de ting, jeg har undret mig over/ er blevet forarget over/ har dannet mig en mening om den seneste tid.

  1. Grotesk STORE biler på vejene  

København er verdens bedste cykel-by. Det har vi bl.a. Morten Kabel at takke for. Men selv med etabelringen af nye super-cykelstier og flere steder med tilladt højresving, er der stadig ét element, der til stadighed og i stigende grad gør det utroligt usikkert at færdes som cyklist – Bilerne! Så mens Simon Emil Ammitzbøll prøver at overbevise os om, at alle danskere kører i “Grotesk små!” biler, og at en større model, vil være til gavn ikke bare for komforten men for sikkerheden, så vil jeg bare lige komme med et forsigtigt…  NOT SO MUCH!

Jeg argumenterer ikke imod, at større biler er mere sikre for dem, der sidder i dem. Det er de uden tvivl. Men for os andre, der prøver at færdes på en lidt sundere og mere miljørigtig måde – og lettere og billigere i øvrigt! – Er de nye, store biler med til at gøre færdslen igennem byen betydeligt mere usikker. Måske især fordi det virker som om, en stor del af de bilister, der kører i dem, ikke selv har nogen fornemmelse af, hvor meget de fylder! Det kan man jo også godt forstå, hvis bilen er ny, og det måske er første gang, de prøver at køre en bil, der er bredere end 1 meter over kølerhjælmen. Men jeg ville virkelig ønske, de kunne tænke over, hvor utrygt det er, når man som lille cyklist bliver klemt helt op mod kantstenen af den bil, der også mente den lige kunne nå at dreje, mens det stadig er grønt. For slet ikke at tale om alle de veje uden cykelstier og med rækker af store, parkerede biler på begge sider af vejen,  hvor cyklister er tvunget ind midt på vejen, sammen med de store biler, der – må jeg igen lige pointere – tydeligvis ikke har nogen fornemmelse af hvor store og utryghedsskabende de er!

At disse megabiler, som nu skal være allemandseje, desuden skal finansieres med penge taget direkte fra mindre bemidlede børnefamilier gør det bestemt ikke bedre! Men sådan er parolen: Nej Magnus og Sofies forældre har måske ikke råd til at købe nye cykler med bedre bremser til deres børn, men til gengæld er der nu en masse velstående mennesker i endnu større biler, der kan køre dem ned.

Var det sat lidt på spidsen? Måske. Men jeg er faktisk også lidt vred.

2. Forbud mod maskering aka burka-forbud.

Jeg er ikke fan af burka og niqab. Men jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvad et forbud skal gøre godt for. Bliver der færre burka-klædte kvinder på gaden? Ja, uden tvivl. Løser det problemet med social kontrol? På ingen måde. Er det muligt, at forbuddet endda bare vil gøre livet sværere for de kvinder, der tvinges til at bære den maskerende beklædningsgenstand, og som nu fremover måske ikke engang får lov at forlade deres hjem. Ja helt sikkert.

3. Hetz mod light-sodavand

“Sødemiddel skaber bare en større trang til søde ting”. Sludder og vrøvl! Min egen personlige erfaring er, at et light-produkt tvært imod kan tilfredsstille behovet for noget sødt – bare uden indblanding fra tomme kalorier.

3. Velfærdsmisbrug

“Det er også velfærd, når en almindelig lønmodtager kan få råd til rengøring i hjemmet og en ekstra tur på restaurant.” Ahvafornoget?!! Jeg er simpelthen rystet over den voldsomme vrangtolkning og misbrug af ordet “velfærd”, der pludselig er blevet gængs i debatten om, hvad de offentlige midler skal bruges på. Da vi grundlagde den moderne velfærdsstat tilbage i 30’erne var det mig bekendt ud fra en solidarisk tanke om at spinde et sikkerhedsnet ud under os alle sammen. Det kom ud fra erkendelsen af, at vi alle kan risikere at blive syge og skulle på hospitalet, at vi alle bliver gamle og får brug for hjælp, og at en del af os i mellemtiden får børn, der skal i skole. Havde vi dengang etableret og defineret vores velfærd ud fra tanken “flere penge til luksus i dagligdagen”, var der jo aldrig blevet bygget hverken sygehuse, plejehjem eller skoler.

4. Landbrugs-lobbyisternes alt for små sko

Organisationen Landbrug og Fødevarer føler sig såret over, at Coop’s medlemsblad Samvirke skriver, at der er giftrester i fødevarer, der ikke er dyrket økologisk, og at de desuden på forsiden af bladet har en kanin iført giftmaske til at spise en skål salat. Jeg forstår simpelthen ikke problemet! Alle os, der ikke har råd til at købe udelukkende økologisk, vi ved da udmærket godt, at der er rester af sprøjtegift i vores tomater. Vi er da ikke dumme. Vi er fattige, ja. Og vi dør lidt tidligere end andre, men dumme er vi ikke. Dem der køber bur-æg, går da heller ikke rundt med en illusion om, at hønsene har haft det godt! Der er ingen interesseorganisationer, der bryder sig om, når journalister skriver noget, der går imod deres interesse. Fair nok. Men lige præcis de der landbrugs-foreninger er godt nok nogle klynkehoveder. Så hvad kan jeg sige… Tag en stråforkortet tudekiks, den er helt sikkert ikke skadelig hverken for miljøet eller den menneskelige organisme! Eller…

Det var så lige de fem ting, jeg kunne finde på at brokke mig over i dag. Næste gang lover jeg, jeg nok skal skrive noget lidt mere opbyggeligt. Måske vil jeg endda skrive om noget, der gør mig glad. Fitness fx! Og alle mine skønne medlemmer = Jer! 😀

PS. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det er meningen, man skal kunne “trække” sådan en peel off maske af! Nogen, der kan fortælle mig, hvad det er, jeg gør forkert?!

samvirke_oktober2017_samlet_0_0

Foto shoot +one

Det var min mormor, der lærte mig, at når nogen driller, så er det bare fordi, de er misundelige. Det er min generations børnelærdom. Moderne børn ville aldrig hoppe på den!

I voksendommen er tingene imidlertid noget mere sneaky og kommunikationen ikke nær så gennemskuelig. Jeg nåede ikke at spørge min mormor, før hun døde, hvordan man skal tolke det, når nogen siger noget, som vel på en måde bare skulle være en neutral konstatering, men som både lyder lidt som en kompliment og lidt som noget tredje.

Forskelligt filter

Kommunikation er tovejs. Det ved vi godt. Os voksne. Men ikke nok med, at man er to parter om at udveksle verbal (og nonverbal) kommunikation, samtidig foregår der jo også en hulens masse inde i de to hver især. En hulens masse, som ikke engang nødvendigvis har noget som helst med den konkrete situation eller samtaleemnet at gøre.

Eksempel. Vi kender det alle sammen godt: Vores kæreste/ven/veninde/ siger noget til os – en kæk bemærkning – som vi den ene dag vil opfatte positivt og reagere på med munterhed, og en anden dag, hvor vi er i et andet humør, vil fremkalde den stik modsatte reaktion. Dette issue gør sig typisk allermest gældende i parforhold, hvor vores barrikader er sænket, og vi ikke har så meget filter på, som vi som udgangspunkt har i andre relationer.

Men alt det her er jo bare teori og hypoteser… Nu skal jeg nok prøve at være lidt mere konkret.

Forfatterfrue 

Min kæreste Mette er forfatter og kommer som sådan indimellem i medierne. Specielt selvfølgelig når hun er aktuel med en ny bog, hvilket hun lige nu er med “Nogle Dage Elsker hun Mig Mest”. For nogle uger siden, havde vi besøg af en journalist, som skulle lave et større portræt af Mette til Femina. Jeg var ikke hjemme. Det handler jo heller ikke om mig. OG DOG. Til sådan et stort dameblads-portræt hører jo selvfølgelig en serie af billeder, og i den sammenhæng, ville Femina altså gerne have ét, hvor jeg også var på.

Ok. fint nok. Det havde jeg på en måde også forudset. De vil jo gerne vise flere sider af den introverte, lidt dystre forfattertype, og da er det jo oplagt at vise et billede af den storsmilende blondine-kæreste. Haha! anyways. Jeg sagde selvfølgelig ja – kun med slet skjult begejstring, over endelig at få lov at indtage et lille bitte hjørne af det forjættede, forblændende rampelys.

En lille smule sindssyg

Aftalen blev lavet med fortografen små tre uger i forvejen, hvilket jeg med en passende mængde ironi i stemmen annoncerede over for min kæreste var udmærket tid til at nå at tabe tre kilo. “Nej, nej, det mener jeg selvfølgelig ikke!”, tilføjede jeg. Men det gjorde jeg. – Mente det og tabte det.

Yes. Så langt så godt. Eller faktisk ikke. For hvad sker der, når jeg begynder at tabe mig? Jeg bliver en lille smule sindssyg i mit hoved. Ikke sådan at jeg gør sindssyge ting. Ikke sådan at jeg pludselig bliver syg og spiseforstyret. Ikke sådan. Men mit filter ændrer sig. Det bliver ligesom, hvad skal jeg sige… skarpere indstillet på fejlfinding.

Jeg har – som mange andre i øvrigt – en grundlæggende altidnærværende bekymring for ikke at være god nok – eller måske ligefrem forkert. De sidste par uger har jeg så oven i købet helt konkret været bekymret for ikke at se godt nok ud på et skide foto (til et magasin med et gennemsnitligt oplag på omkring 50.000) og bekymret for ikke at være god nok på studiet, hvor min første eksamen nærmer sig med faretruende hastighed. 

Derudover og apropos studiet, så er det altså heller ikke super smart for sådan en som mig at have fået udleveret et målebånd til selvmåling og fået at vide, at jeg til på fredag skal have målt min fedt- og muskelprocent mindst to gange. For real! Det går nu nok også fint nok. Men det kræver altså lidt ekstra for mig at navigere i og samtidig holde hovedet koldt og spiseforstyrelsen i skak.

Andre mennesker og mig

Det var altså med det filter på, at jeg i weekenden igen og igen fik at vide af vores kære venner og fødselsdagsgæster, hvor muskuløs og veltrænet jeg ser ud. Neutral konstatering? Misundelse? Eller en skjult besked om, at jeg er lidt forkert/ser lidt forkert ud? Mormor hjælp! Indrømmet, jeg har et kompleks i forhold til at modtage kommentarer/komplimenter på mit udseende og min krop især.

BORTSET FRA, har jeg fundet ud af, når det kommer fra andre, der også træner og/eller i en konkret træningssammenhæng. Hvis en af jer, som jeg underviser/træner sammen med, kommer med en kommentar på, hvor store muskler jeg har fået, så er det helt ok. Virkelig! Så bliver jeg faktisk glad. konteksten passer. Billedet passer til underteksterne. Jeg hører ordene, smiler og tænker ikke nærmere over dem. Kommer de samme ord fra en hvilken som helst anden, går hele forsvars-/tvivls- og selvransagelsesværket igang, og jeg kan slet ikke finde ud af, hvilket ben jeg skal stå på!

Det gør det så ikke nemmere, når Mettes kusine kommenterer, at de ben, jeg vælger at stå på, er nogle “ordentlige køller”! Jesus! Det siger man da ikke?! Hun påstod, at hun mente det som en kompliment. En kompliment, der åbenbart lige skulle oversættes fra nordjysk først… Indrømmet min comeback var ikke meget sødere, da hun efterfølgende spurgte mig, hvordan hun skulle træne sine mormorarme, og jeg tørt svarede, at det skulle hun ikke, hun skulle bare tabe sig. Så stod den vist 1-1! 😉

Smil! Eller…

Så tilbage til fotoshooten. Den fandt sted igår, og gik jo faktisk ret smertefrit. Specielt efter at Mette havde været så sød og forstående over for min giga tøjkrise, at hun havde indvilliget i at droppe sin turtle neck, så jeg kunne have min på, og hun iøvrigt havde forsikret mig ca. fem tusind gange om, at jeg så godt ud, og at det betød meget for hende, at jeg var med på billedet. Fotografen, Nellie Møberg fra Aller, var super sød, vejret var fint til udendørs shots og alt i alt var det en rigtig god oplevelse.

Nellie kunne bedst lide de billeder, hvor jeg kigger skråt ned på Mette med et omsorgsfuldt udtryk (eller noget). Jeg ser ikke andet end min kæmpe kæbe og gigantiske næse på de billeder… Men nuvel. Det handler jo heller ikke om mig. Jeg er bare forfatterens frue og +one.

Og i aften skal mig og min udvalgte +one se Den Store Bagedyst på tv og spise resten af fødselsdagskagen til! 😜

2017-10-04 13.38.10.jpg

 

Kast op og fald ned

Jeg sidder og spiser en stor portion havregryn med rosiner. Det gør jeg ofte om eftermiddagen. Ved I godt, der er næsten dobbelt så mange kalorier i sådan et måltid som i en portion pastasalat med dressing? Nu tager jeg også et stykke chokolade fra skuffen. Bare lige for at føje spot til skade. Det er ikke i sig selv et problem, hvis bare jeg kunne lade være med selv at gøre det til et.

Jeg ved jo godt, jeg sagtens kan tåle at spise et stykke chokolade – eller tre – midt på dagen. For slet ikke at tale om de sunde, nærende (omend kalorietunge) havregryn.  Det kan alle tåle. Og jeg skal endda undervise to fitness-hold igen i aften og otte i morgen. Jeg burde ikke tænke paniktanker om mit relativt beskedne sukkerindtag.

Jeg burde ikke tænke negative tanker om min vægt, min krop og mit udseende. Men nogle dage er det bare lige præcis de tanker, der trænger sig allermest på, og dem det er allersværest at feje væk og ind under gulvtæppet af “alt er ok”-tanker. Det tror jeg de fleste – især kvinder – kender. De fleste kender at have negative tanker om sig selv og i en eller anden forstand bruge mad som en måde at håndtere stress, lavt selvværd, urealistiske forventninger, depression, en følelse af kontroltab m.v. Enkelte oplever imidlertid at en sådan “coping-strategi” udvikler sig til en decideret spiseforstyrelse. Spiseforstyrelse kan sammenlignes med alkohol- og stofmisbrug på den måde, at har man én gang lidt af den sygdom, vil man skulle kæmpe med den resten af sit liv.

Det har jeg. Jeg har haft anoreksi. Jeg har haft bulimi. Og jeg er blevet rask igen. Fra begge dele. Jeg har været rask længe. Men fuldstændig kureret bliver jeg aldrig.

Altopslugende og usynlig

Spiseforstyrelse foregår først og fremmest i hovedet. Adfærden, der ofte følger med og de fysiske ændringer/konsekvenser, som nogengange – men langtfra altid – er synlige for andre, er på en måde sekundære.

Jeg havde på et tidspunkt en veninde, som påstod at være voldsomt bekymret for mit helbred og min destruktive adfærd ift. mad. Efter at jeg igennem noget tid havde tabt mig voldsomt, stagnerede min vægt, hvilket tilsyneladende beroligede min veninde meget. “Når bare du ikke taber dig mere, så er det jo fint nok”, lød hendes ræsonnement. hun mente det vel på en måde godt, men det forvirrede mig meget, for jeg havde på det tidspunkt aldrig følt mig mere syg.

Alting i mit liv centrerede sig om mad: Hvornår jeg ikke skulle spise det, hvornår jeg kunne komme til at spise det, og hvor meget jeg kunne nå at spise, hvis jeg også skulle nå at kaste det op. Hvad der var det værste at spise, når jeg ikke kunne kaste op, og hvad der var det bedste at spise, når jeg kunne kaste op. Hvor mange kalorier, jeg evt. ville nå at optage, mens den mad, jeg havde spist, stadig befandt sig i min mave, og om fedtet fra pomfritterne stadig ville sidder på kartoflen, når den kom op igen, eller olien ville have klæbet sig til indersiden af min mavesæk, blive dernede og gøre mig tyk. Fuldstændigt komplet absurde tanker! Og det er endda kun et lille bitte udpluk af alt det, som kørte rundt i mit hoved på repeat og non stop i den periode.

Jagten på total udmattelse

Ud over den store mentale energi, der går til hele tiden og konstant at tænke tanker om mad, vægt, hvad andre tænker, hvordan man skjuler sygdommen, så ens familie ikke bliver bekymrede, og hvordan man snyder sig til at blive lige lidt tyndere endnu – uden at nogen opdager det men på en måde, så alle alligevel ser det… Ud over alt det mentale arbejde, Så er det naturligvist også en stor fysisk belastning for kroppen, når den enten bliver nægtet den næring, den har brug for, eller får bare for kort efter at skulle  give afkald på den igen. Det er en voldsom belastning for hele systemet: Hjerte, kredsløb, knogler, muskler, tænder! Hvis du bliver ved længe nok, kan du ende med at blive meget alvorligt syg og i sidste konsekvens dø – enten af underernæring eller hjertestop. Det kan bestemt ikke anbefales!

Som sagt er jeg heldigvis rask nu. Jeg nægter ikke mig selv mad, og jeg kaster ikke op. 90% af tiden er jeg endda næsten helt fri for de forstyrede tanker om mad. Men det er et dagligt og konstant arbejde at holde tankerne stangen! De står altid på spring som fjendens soldater bag mit mere eller mindre stærke forsvarsværk. Spotter de en svaghed et sted i murværket slår de til med det samme! Og så er der ikke andet for end at slå tilbage med hård hånd og sætte alle mand ind for at bygge muren op igen.

Ved I hvad det værste er? Selvom jeg på ingen måde savner at være syg og på alle måder arbejder for at holde min krop stærk, sund og i balance, så er der stadig en lillebitte del af mig, der husker og længes efter rusen. For spiseforstyrelse er både en sygdom og et drug. På samme måde som en tidligere misbruger kan længes tilbage efter den totale overgivelse til stoffests virkning, på samme måde husker jeg følelsen lige efter overspisning og opkast: En kæmpe lettelse, total udmattelse og en fuldstændigt perfekt tomhed indeni. De blodsprængte øjne, galoperende hjerte, lugten og den virkelig syge del af det lige at have kastet sin mad op, er mere slørede i det her “romantiske” erindringsbillede. 😉

Det bliver nok ikke sidste gang, jeg kommer til at skrive om det at have haft en spiseforstyrelse, og hvordan det påvirker mig i dag.

Hvis du har lyst, må du altid gerne dele dine egne erfaringer og tanker i kommentarfeltet herunder. ❤

 

 

 

 

 

Mig og mad

”Så hvad spiser sådan en fitness-træner egentlig?”, var der for nylig en, der spurgte mig. Jeg ved ikke helt, hvad hun havde forventet, jeg ville svare… Men sandheden er: Jeg spiser nogenlunde det samme som alle andre. Bare mere!

Max ét måltid to gange!

I løbet af en dag spiser jeg ca. seks til otte måltider – hvis man ikke medregner de drikkeskyr, jeg indtager, mens jeg underviser. (Jeg er alligevel lidt for godt opdraget til at råbe: ”Otte mere!” med munden fuld af mad). Det lyder lidt crazy, men jeg kan faktisk ikke undervise mere end halvanden time, uden at jeg når at blive sulten. And trust me, you don’t want me teaching you, when I’m hungry! 😉

Så udover undervisnings-drikkeskyr spiser jeg:

  • Morgenmad
  • Formiddagsmad
  • Frokost
  • Eftermiddagsmad
  • Sen eftermiddagsmad
  • Aftensmad
  • Natmad (skrub-i-seng-mad)

Nogle dage kan jeg godt finde på at spise et måltid mere end én gang. Men så længe jeg holder mig til reglen om max to måltider pr. måltid (dvs. max 14 måltider på en dag), så tænker jeg, det går fint. 😉

Bare det (ikke) var mig!

Det sker nogle gange, når folk hører, hvor mange gange, jeg spiser om dagen, at de bliver lidt misundelige. ”Ej, det lyder skønt! Tænk bare at kunne spise hele tiden! Det gad jeg også godt!”. Jo i teorien lyder det skønt at kunne/skulle spise hver anden time. I praksis not so much. I praksis er det faktisk temmelig besværligt og til tider ret kedeligt! At spise så mange måltider kræver både tid, planlægning og en stor taske, der altid kan indeholde et ekstra måltid – eller tre – på farten. For desværre er det jo ikke pomfritter og Snickers, jeg kan guffe i mig, hver gang den store viser igen har været to gange rundt på skiven. Gid det var!

Men hverken friturestegte kartofler eller sukkerholdige chokoladebarer indeholder særlig meget af den næring, både min krop og hjerne har brug for for at kunne holde sig friske og sunde og kunne præstere alt det, jeg kræver af dem. Jeg kunne godt være sådan en, der altid havde spændende hjemmelavede quinoa-salater og grøntsagstærter i Tupperware-bøtter. Men det er jeg ikke. Jeg har hverken lysten eller tiden til at stå og lave super spændende og varierede måltider X7 X7 X52 uger på et år! Så faktisk er mine måltider gennemsnitligt rimeligt kedelige med gennemgående elementer af gulerod, rugbrød, peanutbutter, kødpålæg, banan og havregryn. Aftensmads-måltidet afhænger mest af, hvad der lige passer ind i familiens rytme, planlægning og lyst den dag. Den dag, jeg blev spurgt, hvad jeg spiser, kunne jeg fx fortælle, at jeg de sidste tre dage havde spist frikadeller med kartoffelsalat, som min søde kæreste havde lavet til os i en stor og meget velsmagende mængde. 😋

Natmaden er en børnefødselsdag!

Efter aftensmad skal jeg altid lige en tur i slik-/chokoladeskuffen. Alt efter humør, og hvor jeg er i min cyklus, kan der godt ryge en del sukker ned på det tidspunkt.

Lige inden jeg går i seng, skal jeg også altid lige have en mad. For jeg kan simpelthen ikke falde i søvn, hvis jeg er sulten! På det tidspunkt af døgnet kommer jeg ikke til at kræve meget mere af min krop, andet end en tung og rolig søvn – hvilket jeg er så heldig, at have relativt nemt ved – så til natmad spiser jeg altid chokolademadder. Jep! Sandwichbrød, boller, franskbrød, hvad vi nu har, med et tykt lag smør og pålægschokolade! Her kan der også sagtens ryge en Snickersbar og noget Marabou ned. Det kan der i øvrigt også godt i løbet af dagen. Nogle dage. Det veksler lidt.

Næste morgen kan jeg godt føle mig lidt skidt til mode over al den chokolade, jeg nåede at spise aftenen før, men så er en ny, aktiv dag jo allerede i gang.

Derfor kunne jeg ikke være kost coach

Skemaer, kalorietælling, afsavn og skrappe regimer for indtag af mad. Lad det være sagt med det samme: Jeg gå ikke ind for det! Det dur ikke for mig. Ikke fordi jeg ikke har viljestyrke nok til at følge en madplan/diæt, nærmere fordi jeg har lidt for meget. Går jeg først i gang med at tælle kalorier, så kan jeg slet ikke tænke på andet, end hvad jeg må og ikke må, og hvor mange kilometer man skal cykle for at forbrænde en Magnum. Kalorierne og kampen for at holde tal og styr på dem vil langsomt overtage mere og mere plads i min hjerne og i mit liv, indtil det en dag pludselig fylder det hele. Det dur ikke. Ikke for mig.

Jeg vil selvfølgelig aldrig gøre mig til dommer over, hvad der fungerer for andre, men jeg ville heller aldrig kunne råde nogen – hverken en ven eller en klient – til at begynde at måle og veje deres mad. Efter min erfaring indebærer den slags overdrevne opmærksomhed på og kontrol med mad en overhængende risiko for, at det kan udvikle sig til en decideret besættelse. Og det er i hvert fald ikke sundt eller godt for noget! Igen: Der er helt sikkert nogen, for hvem det fungerer godt at måle al føde op i enheder af gram, deciliter og kalorier, og det er bare fint. Men når det nu viste sig, at det ikke var logistisk muligt for mig at kombinere min uddannelse til personlig træner med en uddannelse til kost coach, så er det nok egentlig meget heldigt. 😉

Intuitiv spisning

Jeg stødte for noget tid siden på begrebet ”Intuitiv Eating”. Min første tanke var – ligesom jeres garanteret også er – handler det ikke bare om at mærke efter og spise, når man er sulten?! Jo! Det gør det! 😀 Og selvom jeg som udgangspunkt ikke er fan af god gammeldags sund fornuft på nye, fancy flasker, så kan det alligevel være meget godt, når en gammel dyd får et nyt meditativt navn og på den måde bliver moderne igen. Lidt ligesom da den nye ”Slow Food”-trent skule minde os om glæden ved at nyde noget, der har taget lidt længere end 25 min. at fremstille.

De ti principper til at spise intuitivt:

  1. Glem alt om diæter
  2. Respekt din naturlige sult
  3. Slut fred med din mad
  4. Gør op med ”mad-politiet”
  5. Respekter din mæthed
  6. Opdag nydelsen
  7. Drag omsorg for dine følelser uden brug af mad
  8. Accepter og respekter din krop
  9. Bevæg dig – og mærk forskellen
  10. Respekter dit helbred

Kilde: http://www.intuitiveeating.org/10-principles-of-intuitive-eating/

Selvom principperne ikke er hverken nye eller revolutionerende, og ”intuitiv spisning” i øvrigt lyder lige lovlig hippie-agtigt, så synes jeg faktisk, at de her principper er nogle super gode reminders om, hvordan det er muligt at leve sit liv i større balance og overensstemmelse med os selv, vores krop og dens behov. Hvis vi alle sammen havde disse ti punkter hængende på køleskabet og på indersiden af vores selvkritiske hjerner, så tror jeg, vores forhold til mad, vægt og kalorier generelt kunne finde et helt andet og noget mere afbalanceret leje.

På hele denne princip-liste synes jeg i øvrigt at punkt nr. seks er det allervigtigste, så FED streg under den!

”The Japanese have the wisdom to promote pleasure as one of their goals of healthy living In our fury to be thin and healthy, we often overlook one of the most basic gifts of existence–the pleasure and satisfaction that can be found in the eating experience. When you eat what you really want, in an environment that is inviting and conducive, the pleasure you derive will be a powerful force in helping you feel satisfied and content.”

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv! ❤

På weekendens personlig træner-uddannelse havde vi et enkelt oplæg om ”Mad og Træning”. Her blev vi bl.a. opfordret til at finde vores eget gennemsnitlige kalorie-behov via en udregner på Team Danmarks hjemmeside. Jeg snød muligvis lidt, da jeg både klikkede af ved ”Meget fysisk aktivt job som tømrer eller murer” og ”Træning 10 til 12 gange om ugen”… Men resultatet, som ses på billedet, var jeg i hvert fald meget godt tilfreds med. 😉 At jeg så åbenbart også er blevet beregnet til at være en mand, det må jeg bare tage med! 😂

21733369_10156648221333539_408339104_n

Kilde: http://www.teamdanmark.dk/Eksperter/Sportsernaering/Calculator-page/Kostforslag.aspx

Sov dig i bedre form!

Da jeg var barn, sagde de voksne altid: “Hvis du ikke sover, så vokser du ikke!” Det med at vokse var af en eller anden grund, ret vigtigt for mig, da jeg var barn. Jeg ønskede mig hele tiden at blive lidt højere, få lidt længere arme og ben, og blive stor nok til at prøve nogle lidt farligere forlystelser i Tivoli. Så selvom søvn for et barn nok er noget af det absolut kedeligste i verden – næst efter at se Tv Avisen og spise grøntsager – så lokkede løftet om længere lemmer mig gang på gang ind i søvnen og afsted til drømmeland.

Eat, sleep, love

Nu er jeg voksen – det lader sig ikke skjule – og chancen for at jeg skulle kunne blive længere på nogen ledder er temmelig lille. Jeg er nu også godt tilfreds med den længde, jeg er stagneret på. Jeg synes selv, jeg har ramt et sted meget godt midt imellem – hverken for høj eller for lav. Til gengæld har jeg vist fået sovet mig til lige over gennemsnittet lange arme… Ret upraktisk, når man køber trøjer og jakker, men til gengæld ret handy, når der skal hentes noget ned fra øverste hylde eller fiskes en tabt dims op fra bag sofaen. Men lige gyldigt, hvor vilde min familie er med at tabe ting bag møbler og få mig til at hente dem frem igen, så kan de godt glemme det: Mine arme bliver ikke længere! Det eneste, der bliver ved med at vokse hele livet – har jeg ladet mig fortælle – er ørerne og næsen. (Så bare rolig, din bedstemor er ikke nødvendigvis spist af en ulv, bare fordi hendes ører er abnormt store til hendes lille ansigt!). Det med ørerne og næsen sker – har jeg ladet mig fortælle – helt autonomt. Men noget, vi til gengæld kontrolleret kan sætte os for at gro, er fedtdepoter (kræver ikke meget mere end et par pakker cookies og en plade Marabou) og muskler. Når det kommer til muskler, så er det faktisk værd lige at spole tilbage og genlytte barndommens godnatsang: “Hvis du vil blive stor og stærk, så skal du sove. NU!”

Mens vi sover

I mit sidste blogindlæg “Kæmpekræfterne kommer” var jeg lidt inde på, hvodan vi optimerer udbyttet af vores træning ved også at sørge for at restituere optimalt. Her spiller søvnen en vigtig rolle. Der findes faktisk ikke noget tidspunkt på døgnet, hvor din krop restituerer bedre, end når du sover. Det er selvfølgelig individuelt, hvor stort behov vi har for søvn. Men vil du gerne være “stor og stærk”, så skal du altså sove minimum 7-9 sammenhængnede timer hver nat. Vi har alle sammen tidspunkter, hvor vi af den ene eller anden grund kommer i søvnunderskud, og det betyder selvfølgelig ikke at musklerne visner væk fra den ene dag til den anden. Men får du etableret en vane for dig selv, hvor du altid sover mindre, end du har brug for, så går det ikke bare ud over dit generelle helbred, mentale overskud og humør, det tærer også på dine fysiske kræfter og muskelmasse. Er man kommet i søvnunderskud, er det muligt til en vis grad at “indhente” den forsømte søvn. Til gengæld er det ikke muligt at “spare søvn op”, da kroppen altid vil reagere på status quo og altså derfor ikke kan gå ind og “hente gemt søvn” fra et eller andet snooze-lager, du mulighvis mener at have opbygget i teenageårene.

Sportsudøvere sover sig til succes

Der er lavet utallige undersøgelser og massevis af forskning på søvn. Et af de få studier, der direkte kombinerer søvn og atletisk præstation er lavet på Stanford Universitet af en kvindelig forsker ved navn Cheri Mah.

Mah lavede i 2011 et udvidet studie på universitetets basketballspillere. Her viste det sig, at spillerne, efter at have udvidet deres nattesøvn til 10 timer i døgnet, ikke alene kunne løbe hurtigere, deres præcision med bolden var også væsentligt forbedret!

Mah og hendes kollega William Dement fulgte 11 sunde og raske basketball-spillere fra universitetes herrehold. Forskerne bad først spillerne om at bibeholde deres normale søvnrytmer, hvor de gennemsnitligt sov mellem seks og ni timer om natten, mens de noterede deres daglige resultater på banen. Efter to til fire uger skulle spillerne ændre deres rutine til at inkludere en sammenhængende nattesøvn på ti timer i døgnet. I de fem til syv uger, hvor dette eksperiment stod på, blev spilleren i øvrigt bedt om at afholde sig fra alkohol og koffein, og de dage, hvor de ikke kunne nå at sove deres fulde ti timer, bad man spillerne om at indhente det forsømte med en lur midt på dagen.

Da Mah og Dement til sidst indsamlede spillernes dagbøger, hvor de troligt havde noteret alle deres tider og præcisioner, var resultatet ikke til at tage fejl af: En sprint, som før tog spillerne i gennemsnit 16,2 sekunder, var nu reduceret til at vare i gennemsnit 15,5 sekunder. Spillerne blev også væsentlig bedre til at ramme plet med bolden. Efter perioden med de lange nætters søvn steg deres træfsikkerhed ved frikast faktisk hele ni procent. Spillerne oplevede samtidig. at de blev mere udholdende og kunne generelt rapportere om bedre resultater både i.f.m. træning og når de spillede kamp.

Læs mere her: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3119836/

Siden er der lavet lignende studier med b.la. svømmere og vægtløftere, der alle præsterede bedre, efter de begyndte at sove mere.

Sweet dreams are made of this

Så hvad kan vi bruge forskernes opdagelser og de voksnes kloge ord til i dag? Mange ting er der sket med os, siden vi var børn, de fleste af os er faktisk begyndt ligefem at holde af grøntsager og Tv Avis, men søvn… Det er der mange voksne, der stadig ikke er fan af. Nogle synes måske ikke de har tid til at sove mere end seks timer, nogle synes bare det er spild af tid at ligge der med lukkede øjne, når der er så mange sjove ting man kan fornøje sig med på Netflix i stedet. Og så kender vi alle sammen mindst en i vores omgangskreds, der efter fem timers søvn står op og træner til marathon, spiser tre kilo gulerødder til frokost, arbejder og fester på overtid og selv mener, han/hun lever et fantastisk spændende, sundt og aktivt liv. Jojo, det er der sikkert også nogle, der godt kan holde til i noget tid. Men bliver de stærke og sunde med større muskler og bedre fysik af at leve på den måde? Så afgjort nej.

Så drømmer du om et liv med overskud i hverdagen, et sundt helbred og en stærk (og muskuløs) krop, så kunne det godt være en ide, at prøve at prioritere nattesøvnen lidt højere sådan helt generelt.

På tirsdag skal I i øvrigt gå ekstra tidligt i seng, for om onsdagen skal I nemlig op og træne STRENGTH med mig på Mosedalvej kl. 6.30! Yessir! 💪😁

Kæmpe-kræfterne kommer!

”Av, du klemmer min hånd alt for hårdt!”, hører man pludselig min kæreste udbryde, mens vi sidder i sofaen og nyder en god omgang streaming med humor og skarpe pointer. ”Jeg tror slet ikke, du selv tænker over, hvor stærk du er!”, fortsætter hun. Det samme må jeg høre, når jeg igen har smækket bildøren lidt for hårdt eller skruet skruerne i de nye Ikea-møbler lidt for stramt i. For slet ikke at nævne de store søm jeg i forrige uge med hård hånd bankede i døren ind til børnenes nye værelse. (Det var først bagefter, det gik op for mig, at det måske ikke var super nødvendigt, at hænge et dørskilt tegnet på kopipapir op med søm…)

Katten er heller ikke udpræget begejstret for mine muskler. Jeg tror ikke, det er fordi, den er bange for, jeg pludselig finder på at sømme den op på væggen… Men en vis utilfredshed er dog at spore i dens gule katteøjne, når den ikke længere gider ligge og tage lur på min mave, fordi den (maven) åbenbart er blevet for ”hård”. Min kæreste er ikke tyk, men til sammenligning er hendes mave åbenbart blødere… Det er det samme med børnene, de klager også over, at min arm ikke er lige så blød at ligge i som deres mors. Utaknemmelige skarn!

Mine muskler har ikke altid været så tydelige – og tydeligt til gene for andre 😉 Jeg har faktisk også været mere blød engang. Men hvordan er det egentlig, det foregår, når muskler vokser, og kroppen bliver stærkere? Hvilke processer er det egentlig vi sætter i gang, når vi træner? Det skal vi blive lidt klogere på nu…

En muskel er ikke bare en muskel

Inde i musklen findes forskellige former for muskelfibre. Når vi træner styrketræning – dvs. arbejder med tung vægt – sker der en overrivning af muskelfibrene. Man kan sige, at der opstår små fibersprængninger inde i musklen. Kroppen er, som vi ved, super god til at reparere sig selv, så lige så snart, vi er færdige med at træne, går en process i gang, hvor musklerne vil gendanne de muskelfibre, der blev ødelagte under træningen. Men kroppen gendanner ikke bare musklerne, som de var, kroppen opbygger et endnu stærkere forsvarsværk end før, sådan at musklerne nemmere kan modstå belastningen, næste gang vi træner. Genopbygningsprocessen, er det, vi kalder ”restitution”. Som tommelfingerregel skal kroppe bruge ca. 48 timer på at restituere – genopbygge muskelfibre. Efter to døgn er vi altså klar til at udfordre musklerne med endnu en omgang tung styretræning. Denne gang med lidt stærkere (og større) muskler, end vi havde sidst. Ønsker vi at fortsætte en udvikling, hvor musklerne bliver ved med at vokse, og vi bliver gradvist stærkere, så er det helt afgørende, at vi også gradvist øger den belastning, vi udsætter musklerne for: Dvs. tager lidt ekstra vægt på stangen, og/eller bruger lidt tungere håndvægte. Sørger vi ikke for selv at blive ved med at øge vægten, vil vi hurtigt stagnere og altså ikke opleve nogen fremgang med træningen.

Spis og sov dine muskler større

Hvordan restituerer man så bedst? Tre ting gør sig gældende, når man vil sikre den mest optimale restitution af sine muskler: 1. Protein- og næringsholdig mad, 2. Søvn, 3. Træning ved lav intensitet. Muskler består størstedelens af protein, så når muskelfibrene skal gendanne sig, kan man hjælpe processen på vej ved at sørge for at indtage madvarer, der også indeholder protein. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal spise ren kød eller bælgfrugter i to dage. Kroppen har også brug for både fedt og kulhydrat samt masser af vitaminer og mineraler – både generelt med i særdeleshed når vi bygger muskler. Søvn er også en super vigtig faktor, hvis vi gerne vil være stærke og sunde. Forskning viser, at mennesker, der sørger for at få rigeligt med søvn generelt har nemmere ved at træne sig til større muskler og større styrke. Når vi ikke lige sover eller spiser, er det også vigtigt, at vi sørger for at få bevæget os. På den måde sørger vi for at holde godt gang i blodomløbet, der naturligvis er afgørende for at hele processen kan finde sted. En god gåtur eller et lettere trænings-pas med lav intensitet er god restitutions-træning.

Forskellig træning giver forskelligt resultat

Det var alt det, vi kan gøre for generelt at fremme den positive udvikling i musklerne med træning og restitution. Men alt efter, hvilke mere specifikke ønsker vi har til udbyttet af vores træning, er der naturligvis forskellige træningsformer, der er mere eller mindre velegnet. (Her holder vi os fortsat til at tale om styrketræning, kredsløbstræning er en helt anden historie og et andet blog-indlæg).

Groft delt op findes der to typer af styrketræning: Styrkeudholdenhedstræning og tung styrketræning. Det siger næsten sig selv, at hvis vores ønske primært er at blive bedre til at klare en høj belastning i længere tid, er det udholdenheden, vi skal træne. Det gør vi bedst ved at lave øvelser med lav vægt og mange gentagelser. Ønsker vi derimod muskelvækst og større styrke, er det mest fordelagtigt at træne øvelser med tung vægt og få gentagelser. Det betyder ikke, at vi slet ikke får større muskler og bliver stærkere af at træne udholdenhed. Selvfølgelig gør vi det. Men er det styrken, man specifikt går efter, skal vi altså op og løfte tungt, og det siger sig selv, at det kan vi ikke gøre lige så mange gange i træk.

Jo færre gentagelser, jo stærkere bliver du

Hvis vi skal helt ned og dissekere den tunge styrketræning på eksakte antal gentagelser, er der faktisk også forskel på, om vi ønsker den tydelige muskelvækst – også kaldet hypertrofi – eller ren styrke. For at skabe hypertrofi skal vi op og arbejde med så tung vægt, at vi maks kan lave 12 gentagelser af en øvelse. Og så vil det måske komme bag på nogle, at vil vi ikke bare have udseendemæssigt større muskler, men vil vi også være virkelig stærke, så er vi helt ned og arbejde med under seks gentagelser. Længden på pauserne, vi holder imellem sættene, har også en betydning. Er formålet hypertrofi er det optimalt at holde 30-60 sek. pause mellem sæt, men er målet ren styrke, er vi oppe og holde 2-5 min. pause. Grunden til, vi holder så lange pauser, når vi træner styrke, er, for at vi hele tiden kan give musklen de bedste forudsætninger for at præstere sit yderste.

Det er altså muligt at træne sine muskler bomstærke uden at få øjensynligt større muskelmasse, hvis du altid holder dig til at køre så tung vægt, at du maks kan lave seks gentagelser af en øvelse. Det kan fx være relevant for en kampsportsudøver, der gerne vil være stærkere end sin modstander uden at skulle op i vægtklasse.

På STRENGTH arbejder vi både med hypertrofi og styrke. Her laver vi sjældent over 12 gentagelser, og vi kan nogen gange komme helt ned på at lave blot fire. En lille ting vi skal have i mente er dog, at hvis vi skal kunne løfte vægt, der forårsager muskeludmattelse og fibersprængninger i musklen på blot fire gentagelser, så skal vi virkelig være sikre på, at teknikken er helt i top! Ellers kan vi risikere at gøre mere skade end gavn.

Praktisk, kvadratisk, STÆRK!

Og apropos gavn, for nu er det tilfældigvis ikke kun brok og skuffelse, som mine hårde, stærke muskler modtager fra familien. Når de føromtalte Ikea-møbler skulle samles og de gamle flyttes ud og bæres til storskrald, viste min styrke sig faktisk at være ret handy. Det er også meget praktisk, når jeg på rejser til udlandet altid lige kan tage en stor kuffert i hver hånd og bære bagagen op ad trapperne de steder, hvor der ikke findes elevator. Og skulle det ske, at de store børn falder i søvn på sofaen eller i bilen og ikke kan løfte deres egen kropsvægt ind i seng, hvem kommer dem så til undsætning…? 😉 Det er også altid mig, der køber stort ind (kattemad og kattegrus er faktisk ret tungt!), slæber kasser op og ned fra kælderen og så videre og så videre. Og så kan jeg da også som allersidste, afsluttende pointe nævne, at min kæreste faktisk finder mine muskler ret sexede. Så ved I hvad, jeg tror sgu jeg tager til træning igen i aften! Vil I med?! 😀

En blog om træning, sundhed og det moderne kvindeliv