Fjernsyn for mig

Jeg lovede i sidste uge, at denne uges blog-indlæg, skulle handle om nogle ting, der gør mig glad. Noget opbyggeligt. Det kommer det også til… til sidst. Jeg bliver nemlig lige nødt til at starte ud med at være lidt kritisk. Og så skal det nok blive bedre bagefter. Det lover jeg.

I denne uge handler mit blog-indlæg nemlig om forskellige DR tv-programmer, som alle har det til fælles, at de beskæftiger sig med kropsidealer, mad og vægt.

Det første program, jeg vil nævne, er DR1’s primetime Hr. og Fru Danmark reportageserie “Generation XL”. Det er snart ved at være noget tid siden, at serien rullede sit sidste afsnit over skærmen, og det har virkelig også længe kriblet i mine fingerspidser for at komme til at skrive om det program. Men før jeg kunne tillade mig at skrive – og specielt noget kritisk! – om det, blev jeg jo lige nødt til at se det først. Det tog altså lidt tid og overvindelse, før det kom til at ske. Jeg har haft taget tilløb flere gange, men hver gang er jeg bare blevet fyldt op af en helt instinktiv følelse af tristhed blandet med god gammeldags harme.

Herunder vil jeg så godt som muligt prøve at sætte ord på, hvad det er, jeg bare ikke synes, er helt ok med det program.

Cold turkey på chips og saftevand

For det første kan jeg bare ikke lide, når børn får til opgave at tabe sig. Jeg er nemlig af den overbevisning, at slankekure er super usundt – fysisk men især psykisk. Ikke mindst når vi taler om små, endnu ikke færdigudviklede børnehjerner, så mener jeg virkelig, der er grund til at være varsom med, hvilken indstilling til krop, mad og vægt, man præsenterer dem for og beder dem om at efterleve. Og jo, det er en slankekur, de her børn bliver sat på. De voksne kan kalde det kostomlægning og sund livsstil så meget de vil, men når en 10-årig dreng fra den ene dag til den anden skal gå cold turkey på chips og saftevand – som indtil da er blevet serveret for ham i – kan vi godt blive enige om – lidt for rigelige mængder, så er det i allerhøjeste grad en kur.

Man ser jo også, hvordan flere af børnene bryder sammen og går psykisk ned over den pludselige – og for et barn ret livsomvæltende – forandring, de skal undergå. Hvorfor skal det være så drastisk? Det forstår jeg simpelthen ikke. Det er i hvert fald ikke opfundet for børnenes men nærmere for forældrenes skyld. For at det skal være lettere for dem at administrere på vegne af deres børn – hvorefter de selv går til deres hemmelige stash af Bounty og Haribo, når junior ikke opdager det.

Får man ros, får man også ansvar 

“Men lægen siger jo netop også, at det er forældrenes ansvar”, vil der måske være nogen, der indvender. Og ja, det er også rigtig fint i teorien. I praksis er det imidlertid børnene, der bliver målt og vejet – ikke forældrene! – og det er børnene, der bliver mødt med ros eller bekymrede øjenbryn, når de henholdsvist har tabt sig et kilo eller tage et på. Når en pige på 12 får at vide, at det er flot, at hun har tabt sig, hvordan i alverden skal hun så kunne opfatte det som en bedsked om, at det ikke er hendes ansvar – og derved ikke hende der skal bebrejdes, hvis det modsatte var/blev tilfældet? Jeg ser i øvrigt ikke, at der er nogen af forældrene, der i denne proces bliver mindre i størrelse. Og det er ikke noget, jeg i virkeligheden mener noget om, det er blot en konstatering.

Hvad kommer først, trivsel eller vægttab?

“Men det handler jo primært om, at børnene skal i trivsel”, vil nogen måske have lyst til at pointere. Og ja, det snakker de godt nok også en del om. Fx til de opfølgende lægesamtaler, som alle børnene skal til, efter der er gået et år. I den forbindelse bliver det virkelig fremhævet, hvor meget bedre børnene hver især har fået det – både socialt og i skolen – efter at de har tabt sig. Og det er netop her, jeg lige hiver lidt efter vejret, og derfor lyder en smule stakåndet, når jeg spørger: Kan det virkelig være rigtigt, at et barns trivsel skal hægtes direkte op på deres BMI?! For det er netop, den direkte årsagssammenhæng, jeg hører fremført af den højt respekterede Holbæk-læge. “Vi kan se på kurven, at du har tabt dig. Det er sørme flot,” lægger han ud med. “Hvor mange stykker frugt spiser du?” spørger han derefter, og slutter af med “Og du bliver heller ikke mobbet lige så meget mere? Jamen det er jo forrygende!” konkluderer han selv. Direkte årsagssammenhæng mellem barnets vægt, kalorieindtag og hvordan andre børn agerer og opfører sig i forhold til det barn. 

Siden hvornår er det i øvrigt blevet det tykke barns skyld, at det bliver drillet? Er det ikke netop her vi som forældre – uanset om det er til over- eller normalvægte børn – har et ansvar for at lære vores børn, at der findes mange forskellige størrelser kroppe med meget forskelligt udseende, og at der ikke er noget, der hedder at være “for tyk”. Og at det ALDRIG er ok at tale grimt om eller til nogen! Er det ikke også det, alle de der populære antimobbe-kampagner går ud på? Og er det ikke det, børnelæge Jens-Christian Holm i samarbejde med DR direkte modarbejder med den her fremstilling af børn med “forkerte” kroppe?  

Er lavere vægt lig større succes?

Nu er han jo børnelæge, men lad os lige et øjeblik lege med tanken om, at det var voksne mennesker, han havde siddende i sin vægttabs-konsultation. “Jeg kan jo se, du har tabt dig tre kilo Bente, det er jo flot!” “Og du nægter også dig selv sukkerholdige omend vitaminrige frugter, det er bare så fint.” “Og nu har du endelig også fået den forfremmelse, du fortjente. Storslået!” Kan I se det for jer? Nej ik’ rigtig vel?!

Medierne skal huske, at der er forskel på børn og voksne

Og så er der den anden del. Den der handler om DR’s valg og de etiske overvejelser, de burde have gjort sig i forhold til at lave en sådan programserie med børn i en meget sårbar position i hovedrollerne. Kan børnene godt selv overskue konsekvenserne af at være blevet udstillet som overvægtige og repræsentanter for, hvad vi må forstå er en hel generation af unge menesker, der bruger størrelse XL? Det er jeg ikke sikker på. Og ja, jeg ved godt, der er produceret massevis af ligende slanke- og sundheds-programmer. Men jeg kan ikke komme i tanke om nogle tidligere produktioner, der i den grad har sat tykke børn i front som billedet på dem, vores børn ikke må være ligesom. I hvert fald ikke danskproduceret. Der har selvfølgelig været reportageserier, hvor man har fulgt børn på Julemærkehjem, men jeg husker det bare ikke som om, fokus i de programmer var nær så meget på vægt og tab af samme. Eller husker jeg helt forkert?

Tykke voksne, der selv har lyst til at lade sig udstille og blive landskendte på deres “kamp mod kiloene” skal for min skyld bare slå sig løs – og det skal producenterne af de her programmer for den sags skyld også. Men hvis jeg må slutte af med en lille ydmyg bøn: Lad vores børn være i fred. Vil I ikke nok? De har nemlig så rigeligt at kæmpe med i forvejen.

Nu til den gode del 🙂

Når nu den triste del endelig er overstået, vil jeg haste videre til tre DR-produktioner, som jeg til gengæld er virkelig begejstret for og varmt kan anbefale!

1. DR2 Tema Lørdag om Kropspositivisme med Sofie Hagen
2. DR3 serien “Petra elsker sig selv” med Petra Nagel
3. DR3 programmet “Ditte er fuld af løgn” fra serien “Tværs”.

Alle tre virkelig gode, opbyggelige, velproducerede programmer, der giver stof til eftertanke og behandler temaerne krop, idealer og vægt på den fineste måde.

Det nyeste eksempel i rækken er programmet fra serien “Tværs”, der følger Ditte, der lider af bulimi. Programmet skildrer på fineste vis ikke alene Dittes kamp med den djævelske spiseforstyrelse men også hendes proces med at tage mod til sig for at fortælle sine forældre om sin sygdom og bede dem om hjælp til at få det bedre. Dittes fortælling er så hudløs ærlig, at man nærmest får kuldegysninger. Personligt kan jeg genkende rigtig mange af de tanker og handlemønsktre, Ditte beskriver, fra da jeg selv led af sygdommen. Pointen i hele programmet – og i hele serien faktisk – er også virkelig god og vigtig: Første skridt mod bedring – uanset hvad man slås med – handler om at åbne munden og turde betro sin hemmelighed og turde bede om hjælp.

I øvrigt kunne det være interessant at vende tilbage til de her XL-børn om ti år og se, hvor mange af dem, der har udviklet en spiseforstyrelse i mellemtiden. Jeg siger det bare.

 

Kast op og fald ned

Jeg sidder og spiser en stor portion havregryn med rosiner. Det gør jeg ofte om eftermiddagen. Ved I godt, der er næsten dobbelt så mange kalorier i sådan et måltid som i en portion pastasalat med dressing? Nu tager jeg også et stykke chokolade fra skuffen. Bare lige for at føje spot til skade. Det er ikke i sig selv et problem, hvis bare jeg kunne lade være med selv at gøre det til et.

Jeg ved jo godt, jeg sagtens kan tåle at spise et stykke chokolade – eller tre – midt på dagen. For slet ikke at tale om de sunde, nærende (omend kalorietunge) havregryn.  Det kan alle tåle. Og jeg skal endda undervise to fitness-hold igen i aften og otte i morgen. Jeg burde ikke tænke paniktanker om mit relativt beskedne sukkerindtag.

Jeg burde ikke tænke negative tanker om min vægt, min krop og mit udseende. Men nogle dage er det bare lige præcis de tanker, der trænger sig allermest på, og dem det er allersværest at feje væk og ind under gulvtæppet af “alt er ok”-tanker. Det tror jeg de fleste – især kvinder – kender. De fleste kender at have negative tanker om sig selv og i en eller anden forstand bruge mad som en måde at håndtere stress, lavt selvværd, urealistiske forventninger, depression, en følelse af kontroltab m.v. Enkelte oplever imidlertid at en sådan “coping-strategi” udvikler sig til en decideret spiseforstyrelse. Spiseforstyrelse kan sammenlignes med alkohol- og stofmisbrug på den måde, at har man én gang lidt af den sygdom, vil man skulle kæmpe med den resten af sit liv.

Det har jeg. Jeg har haft anoreksi. Jeg har haft bulimi. Og jeg er blevet rask igen. Fra begge dele. Jeg har været rask længe. Men fuldstændig kureret bliver jeg aldrig.

Altopslugende og usynlig

Spiseforstyrelse foregår først og fremmest i hovedet. Adfærden, der ofte følger med og de fysiske ændringer/konsekvenser, som nogengange – men langtfra altid – er synlige for andre, er på en måde sekundære.

Jeg havde på et tidspunkt en veninde, som påstod at være voldsomt bekymret for mit helbred og min destruktive adfærd ift. mad. Efter at jeg igennem noget tid havde tabt mig voldsomt, stagnerede min vægt, hvilket tilsyneladende beroligede min veninde meget. “Når bare du ikke taber dig mere, så er det jo fint nok”, lød hendes ræsonnement. hun mente det vel på en måde godt, men det forvirrede mig meget, for jeg havde på det tidspunkt aldrig følt mig mere syg.

Alting i mit liv centrerede sig om mad: Hvornår jeg ikke skulle spise det, hvornår jeg kunne komme til at spise det, og hvor meget jeg kunne nå at spise, hvis jeg også skulle nå at kaste det op. Hvad der var det værste at spise, når jeg ikke kunne kaste op, og hvad der var det bedste at spise, når jeg kunne kaste op. Hvor mange kalorier, jeg evt. ville nå at optage, mens den mad, jeg havde spist, stadig befandt sig i min mave, og om fedtet fra pomfritterne stadig ville sidder på kartoflen, når den kom op igen, eller olien ville have klæbet sig til indersiden af min mavesæk, blive dernede og gøre mig tyk. Fuldstændigt komplet absurde tanker! Og det er endda kun et lille bitte udpluk af alt det, som kørte rundt i mit hoved på repeat og non stop i den periode.

Jagten på total udmattelse

Ud over den store mentale energi, der går til hele tiden og konstant at tænke tanker om mad, vægt, hvad andre tænker, hvordan man skjuler sygdommen, så ens familie ikke bliver bekymrede, og hvordan man snyder sig til at blive lige lidt tyndere endnu – uden at nogen opdager det men på en måde, så alle alligevel ser det… Ud over alt det mentale arbejde, Så er det naturligvist også en stor fysisk belastning for kroppen, når den enten bliver nægtet den næring, den har brug for, eller får bare for kort efter at skulle  give afkald på den igen. Det er en voldsom belastning for hele systemet: Hjerte, kredsløb, knogler, muskler, tænder! Hvis du bliver ved længe nok, kan du ende med at blive meget alvorligt syg og i sidste konsekvens dø – enten af underernæring eller hjertestop. Det kan bestemt ikke anbefales!

Som sagt er jeg heldigvis rask nu. Jeg nægter ikke mig selv mad, og jeg kaster ikke op. 90% af tiden er jeg endda næsten helt fri for de forstyrede tanker om mad. Men det er et dagligt og konstant arbejde at holde tankerne stangen! De står altid på spring som fjendens soldater bag mit mere eller mindre stærke forsvarsværk. Spotter de en svaghed et sted i murværket slår de til med det samme! Og så er der ikke andet for end at slå tilbage med hård hånd og sætte alle mand ind for at bygge muren op igen.

Ved I hvad det værste er? Selvom jeg på ingen måde savner at være syg og på alle måder arbejder for at holde min krop stærk, sund og i balance, så er der stadig en lillebitte del af mig, der husker og længes efter rusen. For spiseforstyrelse er både en sygdom og et drug. På samme måde som en tidligere misbruger kan længes tilbage efter den totale overgivelse til stoffests virkning, på samme måde husker jeg følelsen lige efter overspisning og opkast: En kæmpe lettelse, total udmattelse og en fuldstændigt perfekt tomhed indeni. De blodsprængte øjne, galoperende hjerte, lugten og den virkelig syge del af det lige at have kastet sin mad op, er mere slørede i det her “romantiske” erindringsbillede. 😉

Det bliver nok ikke sidste gang, jeg kommer til at skrive om det at have haft en spiseforstyrelse, og hvordan det påvirker mig i dag.

Hvis du har lyst, må du altid gerne dele dine egne erfaringer og tanker i kommentarfeltet herunder. ❤