Fjernsyn for mig

Jeg lovede i sidste uge, at denne uges blog-indlæg, skulle handle om nogle ting, der gør mig glad. Noget opbyggeligt. Det kommer det også til… til sidst. Jeg bliver nemlig lige nødt til at starte ud med at være lidt kritisk. Og så skal det nok blive bedre bagefter. Det lover jeg.

I denne uge handler mit blog-indlæg nemlig om forskellige DR tv-programmer, som alle har det til fælles, at de beskæftiger sig med kropsidealer, mad og vægt.

Det første program, jeg vil nævne, er DR1’s primetime Hr. og Fru Danmark reportageserie “Generation XL”. Det er snart ved at være noget tid siden, at serien rullede sit sidste afsnit over skærmen, og det har virkelig også længe kriblet i mine fingerspidser for at komme til at skrive om det program. Men før jeg kunne tillade mig at skrive – og specielt noget kritisk! – om det, blev jeg jo lige nødt til at se det først. Det tog altså lidt tid og overvindelse, før det kom til at ske. Jeg har haft taget tilløb flere gange, men hver gang er jeg bare blevet fyldt op af en helt instinktiv følelse af tristhed blandet med god gammeldags harme.

Herunder vil jeg så godt som muligt prøve at sætte ord på, hvad det er, jeg bare ikke synes, er helt ok med det program.

Cold turkey på chips og saftevand

For det første kan jeg bare ikke lide, når børn får til opgave at tabe sig. Jeg er nemlig af den overbevisning, at slankekure er super usundt – fysisk men især psykisk. Ikke mindst når vi taler om små, endnu ikke færdigudviklede børnehjerner, så mener jeg virkelig, der er grund til at være varsom med, hvilken indstilling til krop, mad og vægt, man præsenterer dem for og beder dem om at efterleve. Og jo, det er en slankekur, de her børn bliver sat på. De voksne kan kalde det kostomlægning og sund livsstil så meget de vil, men når en 10-årig dreng fra den ene dag til den anden skal gå cold turkey på chips og saftevand – som indtil da er blevet serveret for ham i – kan vi godt blive enige om – lidt for rigelige mængder, så er det i allerhøjeste grad en kur.

Man ser jo også, hvordan flere af børnene bryder sammen og går psykisk ned over den pludselige – og for et barn ret livsomvæltende – forandring, de skal undergå. Hvorfor skal det være så drastisk? Det forstår jeg simpelthen ikke. Det er i hvert fald ikke opfundet for børnenes men nærmere for forældrenes skyld. For at det skal være lettere for dem at administrere på vegne af deres børn – hvorefter de selv går til deres hemmelige stash af Bounty og Haribo, når junior ikke opdager det.

Får man ros, får man også ansvar 

“Men lægen siger jo netop også, at det er forældrenes ansvar”, vil der måske være nogen, der indvender. Og ja, det er også rigtig fint i teorien. I praksis er det imidlertid børnene, der bliver målt og vejet – ikke forældrene! – og det er børnene, der bliver mødt med ros eller bekymrede øjenbryn, når de henholdsvist har tabt sig et kilo eller tage et på. Når en pige på 12 får at vide, at det er flot, at hun har tabt sig, hvordan i alverden skal hun så kunne opfatte det som en bedsked om, at det ikke er hendes ansvar – og derved ikke hende der skal bebrejdes, hvis det modsatte var/blev tilfældet? Jeg ser i øvrigt ikke, at der er nogen af forældrene, der i denne proces bliver mindre i størrelse. Og det er ikke noget, jeg i virkeligheden mener noget om, det er blot en konstatering.

Hvad kommer først, trivsel eller vægttab?

“Men det handler jo primært om, at børnene skal i trivsel”, vil nogen måske have lyst til at pointere. Og ja, det snakker de godt nok også en del om. Fx til de opfølgende lægesamtaler, som alle børnene skal til, efter der er gået et år. I den forbindelse bliver det virkelig fremhævet, hvor meget bedre børnene hver især har fået det – både socialt og i skolen – efter at de har tabt sig. Og det er netop her, jeg lige hiver lidt efter vejret, og derfor lyder en smule stakåndet, når jeg spørger: Kan det virkelig være rigtigt, at et barns trivsel skal hægtes direkte op på deres BMI?! For det er netop, den direkte årsagssammenhæng, jeg hører fremført af den højt respekterede Holbæk-læge. “Vi kan se på kurven, at du har tabt dig. Det er sørme flot,” lægger han ud med. “Hvor mange stykker frugt spiser du?” spørger han derefter, og slutter af med “Og du bliver heller ikke mobbet lige så meget mere? Jamen det er jo forrygende!” konkluderer han selv. Direkte årsagssammenhæng mellem barnets vægt, kalorieindtag og hvordan andre børn agerer og opfører sig i forhold til det barn. 

Siden hvornår er det i øvrigt blevet det tykke barns skyld, at det bliver drillet? Er det ikke netop her vi som forældre – uanset om det er til over- eller normalvægte børn – har et ansvar for at lære vores børn, at der findes mange forskellige størrelser kroppe med meget forskelligt udseende, og at der ikke er noget, der hedder at være “for tyk”. Og at det ALDRIG er ok at tale grimt om eller til nogen! Er det ikke også det, alle de der populære antimobbe-kampagner går ud på? Og er det ikke det, børnelæge Jens-Christian Holm i samarbejde med DR direkte modarbejder med den her fremstilling af børn med “forkerte” kroppe?  

Er lavere vægt lig større succes?

Nu er han jo børnelæge, men lad os lige et øjeblik lege med tanken om, at det var voksne mennesker, han havde siddende i sin vægttabs-konsultation. “Jeg kan jo se, du har tabt dig tre kilo Bente, det er jo flot!” “Og du nægter også dig selv sukkerholdige omend vitaminrige frugter, det er bare så fint.” “Og nu har du endelig også fået den forfremmelse, du fortjente. Storslået!” Kan I se det for jer? Nej ik’ rigtig vel?!

Medierne skal huske, at der er forskel på børn og voksne

Og så er der den anden del. Den der handler om DR’s valg og de etiske overvejelser, de burde have gjort sig i forhold til at lave en sådan programserie med børn i en meget sårbar position i hovedrollerne. Kan børnene godt selv overskue konsekvenserne af at være blevet udstillet som overvægtige og repræsentanter for, hvad vi må forstå er en hel generation af unge menesker, der bruger størrelse XL? Det er jeg ikke sikker på. Og ja, jeg ved godt, der er produceret massevis af ligende slanke- og sundheds-programmer. Men jeg kan ikke komme i tanke om nogle tidligere produktioner, der i den grad har sat tykke børn i front som billedet på dem, vores børn ikke må være ligesom. I hvert fald ikke danskproduceret. Der har selvfølgelig været reportageserier, hvor man har fulgt børn på Julemærkehjem, men jeg husker det bare ikke som om, fokus i de programmer var nær så meget på vægt og tab af samme. Eller husker jeg helt forkert?

Tykke voksne, der selv har lyst til at lade sig udstille og blive landskendte på deres “kamp mod kiloene” skal for min skyld bare slå sig løs – og det skal producenterne af de her programmer for den sags skyld også. Men hvis jeg må slutte af med en lille ydmyg bøn: Lad vores børn være i fred. Vil I ikke nok? De har nemlig så rigeligt at kæmpe med i forvejen.

Nu til den gode del 🙂

Når nu den triste del endelig er overstået, vil jeg haste videre til tre DR-produktioner, som jeg til gengæld er virkelig begejstret for og varmt kan anbefale!

1. DR2 Tema Lørdag om Kropspositivisme med Sofie Hagen
2. DR3 serien “Petra elsker sig selv” med Petra Nagel
3. DR3 programmet “Ditte er fuld af løgn” fra serien “Tværs”.

Alle tre virkelig gode, opbyggelige, velproducerede programmer, der giver stof til eftertanke og behandler temaerne krop, idealer og vægt på den fineste måde.

Det nyeste eksempel i rækken er programmet fra serien “Tværs”, der følger Ditte, der lider af bulimi. Programmet skildrer på fineste vis ikke alene Dittes kamp med den djævelske spiseforstyrelse men også hendes proces med at tage mod til sig for at fortælle sine forældre om sin sygdom og bede dem om hjælp til at få det bedre. Dittes fortælling er så hudløs ærlig, at man nærmest får kuldegysninger. Personligt kan jeg genkende rigtig mange af de tanker og handlemønsktre, Ditte beskriver, fra da jeg selv led af sygdommen. Pointen i hele programmet – og i hele serien faktisk – er også virkelig god og vigtig: Første skridt mod bedring – uanset hvad man slås med – handler om at åbne munden og turde betro sin hemmelighed og turde bede om hjælp.

I øvrigt kunne det være interessant at vende tilbage til de her XL-børn om ti år og se, hvor mange af dem, der har udviklet en spiseforstyrelse i mellemtiden. Jeg siger det bare.

 

Kast op og fald ned

Jeg sidder og spiser en stor portion havregryn med rosiner. Det gør jeg ofte om eftermiddagen. Ved I godt, der er næsten dobbelt så mange kalorier i sådan et måltid som i en portion pastasalat med dressing? Nu tager jeg også et stykke chokolade fra skuffen. Bare lige for at føje spot til skade. Det er ikke i sig selv et problem, hvis bare jeg kunne lade være med selv at gøre det til et.

Jeg ved jo godt, jeg sagtens kan tåle at spise et stykke chokolade – eller tre – midt på dagen. For slet ikke at tale om de sunde, nærende (omend kalorietunge) havregryn.  Det kan alle tåle. Og jeg skal endda undervise to fitness-hold igen i aften og otte i morgen. Jeg burde ikke tænke paniktanker om mit relativt beskedne sukkerindtag.

Jeg burde ikke tænke negative tanker om min vægt, min krop og mit udseende. Men nogle dage er det bare lige præcis de tanker, der trænger sig allermest på, og dem det er allersværest at feje væk og ind under gulvtæppet af “alt er ok”-tanker. Det tror jeg de fleste – især kvinder – kender. De fleste kender at have negative tanker om sig selv og i en eller anden forstand bruge mad som en måde at håndtere stress, lavt selvværd, urealistiske forventninger, depression, en følelse af kontroltab m.v. Enkelte oplever imidlertid at en sådan “coping-strategi” udvikler sig til en decideret spiseforstyrelse. Spiseforstyrelse kan sammenlignes med alkohol- og stofmisbrug på den måde, at har man én gang lidt af den sygdom, vil man skulle kæmpe med den resten af sit liv.

Det har jeg. Jeg har haft anoreksi. Jeg har haft bulimi. Og jeg er blevet rask igen. Fra begge dele. Jeg har været rask længe. Men fuldstændig kureret bliver jeg aldrig.

Altopslugende og usynlig

Spiseforstyrelse foregår først og fremmest i hovedet. Adfærden, der ofte følger med og de fysiske ændringer/konsekvenser, som nogengange – men langtfra altid – er synlige for andre, er på en måde sekundære.

Jeg havde på et tidspunkt en veninde, som påstod at være voldsomt bekymret for mit helbred og min destruktive adfærd ift. mad. Efter at jeg igennem noget tid havde tabt mig voldsomt, stagnerede min vægt, hvilket tilsyneladende beroligede min veninde meget. “Når bare du ikke taber dig mere, så er det jo fint nok”, lød hendes ræsonnement. hun mente det vel på en måde godt, men det forvirrede mig meget, for jeg havde på det tidspunkt aldrig følt mig mere syg.

Alting i mit liv centrerede sig om mad: Hvornår jeg ikke skulle spise det, hvornår jeg kunne komme til at spise det, og hvor meget jeg kunne nå at spise, hvis jeg også skulle nå at kaste det op. Hvad der var det værste at spise, når jeg ikke kunne kaste op, og hvad der var det bedste at spise, når jeg kunne kaste op. Hvor mange kalorier, jeg evt. ville nå at optage, mens den mad, jeg havde spist, stadig befandt sig i min mave, og om fedtet fra pomfritterne stadig ville sidder på kartoflen, når den kom op igen, eller olien ville have klæbet sig til indersiden af min mavesæk, blive dernede og gøre mig tyk. Fuldstændigt komplet absurde tanker! Og det er endda kun et lille bitte udpluk af alt det, som kørte rundt i mit hoved på repeat og non stop i den periode.

Jagten på total udmattelse

Ud over den store mentale energi, der går til hele tiden og konstant at tænke tanker om mad, vægt, hvad andre tænker, hvordan man skjuler sygdommen, så ens familie ikke bliver bekymrede, og hvordan man snyder sig til at blive lige lidt tyndere endnu – uden at nogen opdager det men på en måde, så alle alligevel ser det… Ud over alt det mentale arbejde, Så er det naturligvist også en stor fysisk belastning for kroppen, når den enten bliver nægtet den næring, den har brug for, eller får bare for kort efter at skulle  give afkald på den igen. Det er en voldsom belastning for hele systemet: Hjerte, kredsløb, knogler, muskler, tænder! Hvis du bliver ved længe nok, kan du ende med at blive meget alvorligt syg og i sidste konsekvens dø – enten af underernæring eller hjertestop. Det kan bestemt ikke anbefales!

Som sagt er jeg heldigvis rask nu. Jeg nægter ikke mig selv mad, og jeg kaster ikke op. 90% af tiden er jeg endda næsten helt fri for de forstyrede tanker om mad. Men det er et dagligt og konstant arbejde at holde tankerne stangen! De står altid på spring som fjendens soldater bag mit mere eller mindre stærke forsvarsværk. Spotter de en svaghed et sted i murværket slår de til med det samme! Og så er der ikke andet for end at slå tilbage med hård hånd og sætte alle mand ind for at bygge muren op igen.

Ved I hvad det værste er? Selvom jeg på ingen måde savner at være syg og på alle måder arbejder for at holde min krop stærk, sund og i balance, så er der stadig en lillebitte del af mig, der husker og længes efter rusen. For spiseforstyrelse er både en sygdom og et drug. På samme måde som en tidligere misbruger kan længes tilbage efter den totale overgivelse til stoffests virkning, på samme måde husker jeg følelsen lige efter overspisning og opkast: En kæmpe lettelse, total udmattelse og en fuldstændigt perfekt tomhed indeni. De blodsprængte øjne, galoperende hjerte, lugten og den virkelig syge del af det lige at have kastet sin mad op, er mere slørede i det her “romantiske” erindringsbillede. 😉

Det bliver nok ikke sidste gang, jeg kommer til at skrive om det at have haft en spiseforstyrelse, og hvordan det påvirker mig i dag.

Hvis du har lyst, må du altid gerne dele dine egne erfaringer og tanker i kommentarfeltet herunder. ❤

 

 

 

 

 

Mig og mad

”Så hvad spiser sådan en fitness-træner egentlig?”, var der for nylig en, der spurgte mig. Jeg ved ikke helt, hvad hun havde forventet, jeg ville svare… Men sandheden er: Jeg spiser nogenlunde det samme som alle andre. Bare mere!

Max ét måltid to gange!

I løbet af en dag spiser jeg ca. seks til otte måltider – hvis man ikke medregner de drikkeskyr, jeg indtager, mens jeg underviser. (Jeg er alligevel lidt for godt opdraget til at råbe: ”Otte mere!” med munden fuld af mad). Det lyder lidt crazy, men jeg kan faktisk ikke undervise mere end halvanden time, uden at jeg når at blive sulten. And trust me, you don’t want me teaching you, when I’m hungry! 😉

Så udover undervisnings-drikkeskyr spiser jeg:

• Morgenmad
• Formiddagsmad
• Frokost
• Eftermiddagsmad
• Sen eftermiddagsmad
• Aftensmad
• Natmad (skrub-i-seng-mad)

Nogle dage kan jeg godt finde på at spise et måltid mere end én gang. Men så længe jeg holder mig til reglen om max to måltider pr. måltid (dvs. max 14 måltider på en dag), så tænker jeg, det går fint. 😉

Bare det (ikke) var mig!

Det sker nogle gange, når folk hører, hvor mange gange, jeg spiser om dagen, at de bliver lidt misundelige. ”Ej, det lyder skønt! Tænk bare at kunne spise hele tiden! Det gad jeg også godt!”. Jo i teorien lyder det skønt at kunne/skulle spise hver anden time. I praksis not so much. I praksis er det faktisk temmelig besværligt og til tider ret kedeligt! At spise så mange måltider kræver både tid, planlægning og en stor taske, der altid kan indeholde et ekstra måltid – eller tre – på farten. For desværre er det jo ikke pomfritter og Snickers, jeg kan guffe i mig, hver gang den store viser igen har været to gange rundt på skiven. Gid det var!

Men hverken friturestegte kartofler eller sukkerholdige chokoladebarer indeholder særlig meget af den næring, både min krop og hjerne har brug for for at kunne holde sig friske og sunde og kunne præstere alt det, jeg kræver af dem. Jeg kunne godt være sådan en, der altid havde spændende hjemmelavede quinoa-salater og grøntsagstærter i Tupperware-bøtter. Men det er jeg ikke. Jeg har hverken lysten eller tiden til at stå og lave super spændende og varierede måltider X7 X7 X52 uger på et år! Så faktisk er mine måltider gennemsnitligt rimeligt kedelige med gennemgående elementer af gulerod, rugbrød, peanutbutter, kødpålæg, banan og havregryn. Aftensmads-måltidet afhænger mest af, hvad der lige passer ind i familiens rytme, planlægning og lyst den dag. Den dag, jeg blev spurgt, hvad jeg spiser, kunne jeg fx fortælle, at jeg de sidste tre dage havde spist frikadeller med kartoffelsalat, som min søde kæreste havde lavet til os i en stor og meget velsmagende mængde. 😋

Natmaden er en børnefødselsdag!

Efter aftensmad skal jeg altid lige en tur i slik-/chokoladeskuffen. Alt efter humør, og hvor jeg er i min cyklus, kan der godt ryge en del sukker ned på det tidspunkt.

Lige inden jeg går i seng, skal jeg også altid lige have en mad. For jeg kan simpelthen ikke falde i søvn, hvis jeg er sulten! På det tidspunkt af døgnet kommer jeg ikke til at kræve meget mere af min krop, andet end en tung og rolig søvn – hvilket jeg er så heldig, at have relativt nemt ved – så til natmad spiser jeg altid chokolademadder. Jep! Sandwichbrød, boller, franskbrød, hvad vi nu har, med et tykt lag smør og pålægschokolade! Her kan der også sagtens ryge en Snickersbar og noget Marabou ned. Det kan der i øvrigt også godt i løbet af dagen. Nogle dage. Det veksler lidt.

Næste morgen kan jeg godt føle mig lidt skidt til mode over al den chokolade, jeg nåede at spise aftenen før, men så er en ny, aktiv dag jo allerede i gang.

Derfor kunne jeg ikke være kost coach

Skemaer, kalorietælling, afsavn og skrappe regimer for indtag af mad. Lad det være sagt med det samme: Jeg gå ikke ind for det! Det dur ikke for mig. Ikke fordi jeg ikke har viljestyrke nok til at følge en madplan/diæt, nærmere fordi jeg har lidt for meget. Går jeg først i gang med at tælle kalorier, så kan jeg slet ikke tænke på andet, end hvad jeg må og ikke må, og hvor mange kilometer man skal cykle for at forbrænde en Magnum. Kalorierne og kampen for at holde tal og styr på dem vil langsomt overtage mere og mere plads i min hjerne og i mit liv, indtil det en dag pludselig fylder det hele. Det dur ikke. Ikke for mig.

Jeg vil selvfølgelig aldrig gøre mig til dommer over, hvad der fungerer for andre, men jeg ville heller aldrig kunne råde nogen – hverken en ven eller en klient – til at begynde at måle og veje deres mad. Efter min erfaring indebærer den slags overdrevne opmærksomhed på og kontrol med mad en overhængende risiko for, at det kan udvikle sig til en decideret besættelse. Og det er i hvert fald ikke sundt eller godt for noget! Igen: Der er helt sikkert nogen, for hvem det fungerer godt at måle al føde op i enheder af gram, deciliter og kalorier, og det er bare fint. Men når det nu viste sig, at det ikke var logistisk muligt for mig at kombinere min uddannelse til personlig træner med en uddannelse til kost coach, så er det nok egentlig meget heldigt. 😉

Intuitiv spisning

Jeg stødte for noget tid siden på begrebet ”Intuitiv Eating”. Min første tanke var – ligesom jeres garanteret også er – handler det ikke bare om at mærke efter og spise, når man er sulten?! Jo! Det gør det! 😀 Og selvom jeg som udgangspunkt ikke er fan af god gammeldags sund fornuft på nye, fancy flasker, så kan det alligevel være meget godt, når en gammel dyd får et nyt meditativt navn og på den måde bliver moderne igen. Lidt ligesom da den nye ”Slow Food”-trent skule minde os om glæden ved at nyde noget, der har taget lidt længere end 25 min. at fremstille.

De ti principper til at spise intuitivt:

1. Glem alt om diæter
2. Respekt din naturlige sult
3. Slut fred med din mad
4. Gør op med ”mad-politiet”
5. Respekter din mæthed
6. Opdag nydelsen
7. Drag omsorg for dine følelser uden brug af mad
8. Accepter og respekter din krop
9. Bevæg dig – og mærk forskellen
10. Respekter dit helbred

Kilde: http://www.intuitiveeating.org/10-principles-of-intuitive-eating/

Selvom principperne ikke er hverken nye eller revolutionerende, og ”intuitiv spisning” i øvrigt lyder lige lovlig hippie-agtigt, så synes jeg faktisk, at de her principper er nogle super gode reminders om, hvordan det er muligt at leve sit liv i større balance og overensstemmelse med os selv, vores krop og dens behov. Hvis vi alle sammen havde disse ti punkter hængende på køleskabet og på indersiden af vores selvkritiske hjerner, så tror jeg, vores forhold til mad, vægt og kalorier generelt kunne finde et helt andet og noget mere afbalanceret leje.

På hele denne princip-liste synes jeg i øvrigt at punkt nr. seks er det allervigtigste, så FED streg under den!

”The Japanese have the wisdom to promote pleasure as one of their goals of healthy living In our fury to be thin and healthy, we often overlook one of the most basic gifts of existence–the pleasure and satisfaction that can be found in the eating experience. When you eat what you really want, in an environment that is inviting and conducive, the pleasure you derive will be a powerful force in helping you feel satisfied and content.”

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv! ❤

På weekendens personlig træner-uddannelse havde vi et enkelt oplæg om ”Mad og Træning”. Her blev vi bl.a. opfordret til at finde vores eget gennemsnitlige kalorie-behov via en udregner på Team Danmarks hjemmeside. Jeg snød muligvis lidt, da jeg både klikkede af ved ”Meget fysisk aktivt job som tømrer eller murer” og ”Træning 10 til 12 gange om ugen”… Men resultatet, som ses på billedet, var jeg i hvert fald meget godt tilfreds med. 😉 At jeg så åbenbart også er blevet beregnet til at være en mand, det må jeg bare tage med! 😂

Kilde: http://www.teamdanmark.dk/Eksperter/Sportsernaering/Calculator-page/Kostforslag.aspx

Sin vægts værd

Jeg gjorde noget her til morgen, jeg ellers sjældent gør: Jeg stillede mig op på min badevægt. Tallene var uafviselige: 75,8 kg. Dividerer jeg de 75,8 med min højde i anden (173 cm) får jeg tallet 25,06, hvilket kategoriserer mig som overvægtig.

I spørger, og jeg svarer

Min veninde spurgte mig for noget tid siden, hvad der er den bedste og mest effektive måde at tabe sig på. Min veninde er en smuk størrelse 44. Smukke former, langt lyst hår og store, blå øjne. En stor del af tiden giver hun mig ret i mine betragtninger, men hun har altid et lurende ønske om at veje mindre. Jeg forstår hende godt. Selvom jeg på ingen måde ser, at hun har ”brug for” at tabe sig, så forstår jeg godt, hvor det ønske kommer fra. Jeg kender det fra mig selv.

Nu er jeg jo fitness-instruktør – og snart også personlig træner. Derfor er det naturligvis hverken første eller sidste gang, jeg er blevet spurgt til råds om vægttab. Så hvad plejer jeg at sige?

1. Jeg vil aldrig råde nogen til at sætte sig selv det entydige mål at tabe sig alene for at opnå at komme ned på en bestemt vægt. Et lidt bredere fokus kunne i stedet hedde: Jeg vil gerne opnå at føle mig sund og stærk og gladere for min krop. Jeg vil gerne nå til et sted, hvor jeg selv synes, jeg ser godt ud og føler mig godt tilpas i det tøj, jeg godt kan lide at gå i. Formulerer man sin målsætning således, bliver det pludselig tydeligt, at selve vægten – tallet – i virkeligheden fylder meget lidt i billedet af ”En krop jeg er glad for”. I stedet for det ensporede fokus på vægttab får man pludselig mange andre tangenter at spille på. Her i blandt det personlige, mentale arbejde for en større selvaccept og kropspositivisme.

2. Når det er sagt, så forstår jeg, som sagt, at oplevelsen af at blive ”lidt lettere” og måske bedre kunne passe sit tøj, også kan være en del af vejen henimod større tilfredshed og ”krops-glæde”. Derfor vil jeg naturligvis gerne dele ud af min viden om, hvordan forskellige former for træning påvirker forbrændingen. Fx kan jeg sige, at kredsløbstræning så som løb, cykling og pulstræning på hold, hvor man presser sig selv og får pulsen op, er rigtig godt til hurtigt at sætte gang i forbrændingen. Med den slags træning forbrænder du rigtig meget, mens du træner, ligesom den umiddelbare efterforbrænding også er relativt god. Med styrketræning hæver du ikke forbrændingen i særlig høj grad, mens du træner. Til gengæld bygger du muskler, og jo større din samlede muskelmasse er, jo højere vil din konstante forbrænding – såkaldte hvileforbrænding – være.

3. Til sidst vil jeg bare spørge dig om én ting: Kan du lide at træne? Gør det noget godt for dig? Gør det dig i godt humør at mærke din krop være aktiv og præstere ting? Tilføjer det noget positivt til dit liv i form af fysisk styrke, mindre stress, bedre koncentration og mere overskud i hverdagen? Kan du svare ja til bare én af disse ting, så er træning godt for dig. Det er det, du skal holde fokus på. Alle andre ”bivirkninger” ved træningen er i virkeligheden sekundære.

At uddele gode råd og selv leve efter dem er to forskellige ting

Tilbage til tallene på min egen badevægt. Hvad kan jeg bruge dem til? Én ting og én ting alene: Til at gøre mig selv ked af det og fodre mit mindreværd. For helt ærligt, hånden på hjertet, jeg blev lidt ked af det, da jeg så de tal på vægten.

Det ”sjove” er, at jeg i dagene lige op til denne morgens møde med vægtskalaen faktisk havde følt mig rigtig godt tilpas med mig selv og min krop/vægt. Vi har alle sammen været en tur på sommerferie inden for de sidste par måneder, vi har alle sammen trænet lidt mindre og spist lidt flere softice. Det er meget normalt, at tøjet lige sidder en anelse strammere efter 14 dage til leje på havaje! Men nu har jeg så været 14 dage tilbage til hverdagen; tilbage til arbejdet og træningen, skåret lidt ned på antal chokoladeovertrukne flødeis; tøjet sidder lidt mere behageligt på kroppen igen; hele mit korpus føles lettere og mere energisk. Jeg er glad, jeg føler mig godt tilpas, selvsikker og i balance med mig selv. Så stiller jeg mig på vægten, og: Boom! Skuffelse, selvlede og selvbebrejdelser står nærmest i kø for at tage pladsen i min hjerne og overdøve mit tidligere (selvbedrageriske) velbehag.

Dog er der heldigvis stadig en fornuftens stemme derinde et sted, og den lader sig ikke helt overdøve. Fornuften ved godt, at jeg hverken er overvægtig eller tyk. Fornuften siger til mig, at jeg er stærk og sund, at jeg har muskler – som i øvrigt vejer mere end fedt! Fornuften husker mig på, at bmi i sin ekstremt generaliserede, matematiske enkelthed er en fuldstændigt ubrugelig og totalt outdated metode. Jeg prøver at lytte til fornuften, selvom det er svært rigtigt at tage det ind.

Men nu spidser jeg pludselig ører. Helt bagerst i mit hoved dukker omsorgs-stemmen nemlig op. ”Hvorfor betyder det overhovedet noget, hvad du vejer?”, Spørger den. ”Hvorfor tillader du og andre kvinder og mænd – især kvinder! – det overhovedet at have nogen betydning, hvilke tal, der står på en vægt?” Det er gode spørgsmål. Jeg kan ikke svare lige med det samme. Men jeg vil helt sikkert tænke over det. I mellemtiden vil jeg give mig selv, fornuften og omsorgen dette ene løfte: Ikke mere vejning!

STØRRE MUSKLER = STØRRE PORTIONER

Fem fitte fakta om muskler:

1. Jo mere muskelmasse du opbygger, jo højere bliver din forbrænding. Dvs. du får ikke bare lyst til at spise mere – du trænger!  Husk dog stadig at spise overordnet sundt og varieret.

2. Muskler vejer mere end fedt. På en almindelig badevægt kan du altså ikke se, hvorvidt din træning har resulteret i, at du reelt har mindre fedt på kroppen.

3. Når du slanker dig, taber du muskler først. Når du nedsætter dit energiindtag, er muskelfibrene den letteste ressorce for kroppen at tære på. Så husk at vedligeholde muskelmassen med styrketræning!

4 kvinder bliver som udgangspunkt ikke pumpede (som mænd) af at træne med tunge vægte. Det er vi simpelthen ikke genetisk disponerede for.

5. ‘Strong is the New skinny’! Så glem alt om mådehold og slankekure og kom istedet og byg muskler sammen med mig, når jeg kører hold i Fitness World på Ellebjergvej, Mosedalvej, Vesterbrogade og i Forum. 

STAY STRONG!