Category Archives: Gravid eller nybagt mor?

Hvad er rectus diastase, og hvad betyder det for dig?

Jeg har undersøgt, læst og spurgt eksperterne om nærmere info omkring træning af lige og skrå mavemuskler for kvinder, der har født.

Her er, hvad jeg har lært.

1. HVORNÅR HAR MAN RECTUS DIASTASE? – Som udgangspunkt er rectus diastase karakteriseret ved to fingerbreddes mellemrum mellem mavemusklerne. Har man det, bør man afholde sig fra at træne de lige mavemusker, da man kan risikere at obstruere processen, hvor de naturligt skal samle sig igen, med en såkaldt tobleronemave til følge. Har man kun en enkelt fingerbreddes mellemrum, kan man godt foretage en let træning af de lige mavemuskler. Der er imidlertid ikke en skarp grænse, da alle er forskellige, derfor er det meget vigtigt, at man altid mærker efter, hvordan det føles, og ikke udfører nogle øvelser, som føles ubehagelige.

2. SKRÅ MAVEMUSKLER – Der er flere øvelser, der primært træner de skrå mavemuskler, men som også involverer de lige. Når man fx laver skrå crunches, laver man samtidig en fleksion af rygsøjlen, som aktiverer de lige mavemuskler. Ved ‘russian twist’ arbejder man statisk med de lige mavemuskler, da man er nødt til at spænde op i maven for at kunne “holde balancen” i sin twist. Det er i virkeligheden ganske få øvelser, hvor man kan træne de skrå mavemuskler helt isoleret uden også at involvere de lige. Har man en rectus diastase, som defineret ovenfor, bør man altså være lidt varsom.

3. HVAD MÅ MAN SÅ? – Har man rectus diastase, handler den mavetræning, man kan og bør lave, primært om at træne sit statiske opspænd i core. Når man snakker ‘core’, tænker de fleste ‘planke’, men den er faktisk ikke optimal, da man her risikerer at lægge for meget pres på bækkenbunden. Derimod er øvelser, hvor man enten står eller ligger på ryggen og træner sit opspænd med små benbevægelser ikke bare tilladte men direkte velgørende for at fremme samlingen af de lige mavemuskler.

Jeg uddyber gerne, hjælper jer med at mærke efter mellemrummet mellem mavemusklerne og demonstrerer øvelserne for jer, når vi mødes næste gang til Stram Op – Babyer velkommen. – Mandag kl 12.00 i Forum – Onsdag kl 10.00 på Ellebjegvej.