Kvinde- og kropsidealer anno 2017

Jeg ser ofte Deadline. Jeg kan især godt lide debatterne, som ofte er både interessante og oplysende. Men kender I det: Man sidder der i 20 min., kigger og lytter interesseret til påstande og argumenter. Så slutter programmet, og tilbage sidder man, alene med én tanke: ”Hey, hvor blev den anden side af historien af?” ”Hvem var det, der døde og gjorde de der tåber til konger over sandheden?!”

Så er det, man får lyst til lige hurtigt at invitere sig selv med ind i studiet som fjerdekvinde i en ny kvartet. Bare for at give de toneangivende i samfundet lov til at høre, at der også findes en anden lyd.

Og det er så netop, hvad jeg har valgt at gøre i dette mit første (mere politiske) blogindlæg.

Så mine damer og herrer, velkommen til Deadline, hvor debatten i aften handler om kvinders forhold til deres egen krop og kropsidealer i samfundet anno 2017.

Til debatten er inviteret journalist og kropsaktivist Ida Rud (bagerst til venstre), filosof Tone Frank Dandanell (forrest til venstre) og idrætsprofessor Hans Bonde fra KU (bagerst til højre). Og sidst men ikke mindst: Journalist, fitnessinstruktør og blogger Pernille Larsen (kan desværre ikke ses på billedet). Lotte Folke Kaarsholm er vært.

Deadline-debatten indledes med et billede af den verdensberømte tennisstjerne Serena Williams, der efter at have poseret højgravid og nøgen på forsiden af Vouge, er blevet kaldt ulækker; en historie om en amerikansk blogger, der er blevet dømt for body shaming efter en instagram-post af en ældre dame i et fitness-center samt et citat fra forfatter Leonora Christina Skov, der siger ”Det moderne kvindeideal er en 13-årig dreng”.

Så hvis jeg lige må starte med at tage ordet…

”Hvis de to første historier skal være underbyggende eksempler på den påstand, som debatten i aften skal tage udgangspunkt i, nemlig at vi kvinder er underlagt et stadigt mere snævert og uopnåeligt kropsideal, så er de utroligt dårligt valgt. Frem for at bekræfte en tendens, der handler om at alle kvinder skal være tynde og perfekte for at blive accepteret, fortæller de to eksempler, for mig at se, en modsat historie om et samfund, hvor det både trenter helt vildt at have højgravide berømtheder på forsiden af de største modeblade – Williams er jo langt fra den første! – og vi samtidig på ingen måde tolererer, at vores social media-stjerner taler grimt om visse kropstyper”.

”Det er den samme krops-positive tendens, som en moderne fitness-kultur i høj grad også vidner om!” Får jeg lige skudt ind til sidst.

Ida Rud og Tone Frank Dandanell nikker bekræftende. Tone Frank Dandanell siger, at det desuden er en ret problematisk udtalelse Leonora Christina Skov kommer med, idet den indeholder en indirekte shaming af de kvinder, der ikke har ”former” og hvis kroppe dermed kunne minde om 13-årige drenges.

Jeg smiler samtykkende og glæder mig over, at vi er mindst to her i studiet, der ikke kan udstå fru forfatter Skov.

Men nu tager idrætsprofessor Hans Bonde ordet og kommer med sin første påstand, der hedder: ”Kvinder i fitness-centre ligger under for et slanke-ideal”

Så siger han en masse ord, der i det korte og lange handler om, at han mener, at det at kvinder går (meget) i fitness-center, er et symptom på, at de er underlagt det “tynde og trænede” kropsideal. Altså at vi med andre ord “spilder alt vores tid i træningscenteret i den evindelige stræben efter det uopnåelige ideal”.

Jeg er igen hurtig til at tage ordet:

”Undskyld, jeg siger det, men du har jo tydeligvis ingen kompetence til at udtale dig her, Hans Bonde. For det første er du ikke kvinde – men det kan du jo i og for sig ikke gøre for – og for det andet lyder det som om, det er mange år siden, du sidst har været i et træningscenter – hvis nogen sinde. Den del af din påstand, jeg opponerer stærkest imod, er sådan set ikke, at idealet om den slanke veltrænede kvindekrop – vi holder os fortsat til at tale om kvinderne her, selvom mændene i den henseende er ingenlunde mindre interessante – stadig dominerer i fitness-sammenhæng. Det vidner div. reklamer for fitness også om. Men hvis forskere og historikere som dig tror, at det, kvinder typisk stræber efter at opnå med deres træning, er det udltra tynde ideal – det Leonora Cristina Skov kalder den “13-årige dreng” – så tager de fejl! Og så vil jeg gerne fortælle dem og dig, hvad jeg oplever ude i virkeligheden; ude i træningscentrene. Her mens vi med hastige skridt nærmer os slutningen af 2010’erne, træner de unge ikke for at blive en størrelse xs. De træner for at få former!” siger jeg triumferende og fortsætter:

”Ja hr. professor de hørte rigtigt! Og hvis de ellers kunne få rystet edderkopspindene ud af deres akademiske øregange, så vil de muligvis kunne høre og for første gang opfatte nyheden om at “STRONG IS THE NEW SKINNY”!”

Ok, det med edderkopspindene siger jeg nok ikke… Men jeg siger helt sikkert:

”Vi (kvinder), der kommer jævnligt i et fitness-center og faktisk har erfaring med at træne, kunne nok lære professoren et og andet om, hvorfor moderne kvinder træner, så meget som vi gør, at det handler om langt mere end banale skønhedsidealer og tøjstørrelser. Vi, der gør det, vi ved, at det at træne gør os glade. Vi oplever ikke alene at få frigivet endorfiner og dopaminer, vi oplever også, at vi kan bruge vores krop på en virkelig cool måde. Når vi oplever, hvad den krop kan præstere for os, kan vi ikke undgå at blive bare lidt gladere for at være i den. Og så skal det slet ikke undervurderes, hvad det gør ved vores oplevelse af egen mental styrke, når vi mærker, at vi bliver fysisk stærkere.”

Hans Bonde kigger olmt på mig og siger, at det kan han ikke genkende fra sin forskning. Så fremsætter han sin næste påstand, der handler om, at vi kvinder, ifølge ham, desuden selv med til at “opildne” hinanden til at gå om muligt endnu højere op i vores eget og hinandens udseende og kropsfacon. Den gensidigt negative påvirkning eller ”opildning”, mener han også i særdeleshed finder sted i fitness-centeret.

Til det siger jeg bare helt roligt…

”Prøv at hør’ Hans, der kommer alle slags mennesker i fitness-centeret; i alle aldre og kropsstørrelser. Det vil måske overraske professoren, at når vi står sammen på eksempelvis et fitness-hold, så handler det utroligt meget om, hvordan vi præsterer og utroligt lidt om, hvordan vi ser ud imens. Du kan i øvrigt ikke med det blotte øje se på en kvinde, om hun kan squatte med 15 eller 40 kg., eller hvor mange burpees hun kan lave på et minut. Nede i omklædningsrummet bliver vi yderligere bekræftet i, hvor forskellige og uperfekte vi alle sammen er. Fx har hende med den slanke talje og flotte numse også appelsinhud. Og vi ser nu, at hende, der virkelig sparkede *** til spining, har en lille mave.”

”Jeg lukker bestemt ikke øjnene for de negative konsekvenser af Hollywoods og modebranchens mere eller mindre forkvaklede idealer – nej Tone, jeg siger ikke, at det er forkvaklet i sig selv at være 1,85 og veje 50 kg. Jeg siger blot, at det som et ideal for alle mennesker bliver forkvaklet! Jeg er helt med på, hvor stort et tag de idealer stadig har i os moderne kvinder anno 2017, og jeg har stor forståelse for, hvordan man som overvægtig kan opleve at føle sig diskrimineret og kigget skævt til, også – og måske især – i et fitness-center. Det er en rigtig ærgerlig tendens og adfærd, som jeg gerne vil være med til aktivt at bekæmpe!”

”Det, jeg bare bliver nødt til at råbe ud til alle professorer, debattører og andre meningsholdere og -dannere, er, at det her ‘tynde’ ideal, de snakker om, hverken er en ny eller aktuelt dominerende tendens. Faktisk er den tendens langsomt ved at uddø. Det at være “tynd for enhver pris” er et allerede gammeldags og tæt på forældet ideal, som gradvist bliver erstattet af: Kropspositivitet, styrke – både fysisk og mental, plads til forskellighed og kærlighed til sig selv og den krop, man er født med”.

Da bryder Tone Frank Dandanell ind. Hun mener nemlig, at det, at ”elske sig selv” blot er et nyt uopnåeligt ideal.

Jeg tager atter ordet:

”Jeg forstår, hvordan man på et teoretisk plan kan tænke, at det at blive glad for sin egen krop og hvile i sig selv kan risikere at opleves som noget den enkelte (kvinde) skal “præstere”. På samme måde som det moderne menneskes ”evige jagt på lykken og det gode liv” kan give bagslag og resultere i evig utilfredshed og utilstrækkelighed over for idealet om ”det lykkelige”. Jeg kan i teorien godt forestille mig en udvikling og et scenarie, hvor kravet om altid at ”elske sig selv” kan gøre det til nærmest tabuiseret at have en modsat følelse: En negativ følelse omkring sig selv og sin krop. Historisk set har der nok aldrig været et socialt ideal, som ikke er blevet overfortolket af nogle. Der er intet ideal, ingen livsfilosofi eller overbevisning – hvor positiv og omfavnende den end måtte være – der ikke kan tages til ekstremer og ende med at få den diametralt modsatte effekt på individet og det omgivende samfund. Men det er vel ikke i sig selv et argument for aldrig at ønske for sig selv og andre at forfølge et ideal, der går det godes ærinde. Og når det så oven i købet er så gennemgribende positiv en filosofi, der potentielt kan afhjælpe ikke bare selvlede og div. forstyrrelser men også modvirke depression – som vi ved er et meget større problem for folkesundheden end det at forsøge at arbejde på at “ha’ det godt” – så kan jeg virkelig ikke se problemet”, slutter jeg ganske godt tilfreds med mig selv.

I tænker måske, at denne fantasi om mig selv som den fjerde debattør i Deadline uundgåeligt må ende med, at alle rejser sig og klapper og råber hurra for Pernille Larsens velformulerede holdninger og geniale argumenter? Det gør den ikke. Næh det hele ender såmænd bare med, at Hans Bonde rejser sig og smækker med døren på vej ud, mens Ida, tone, Lotte og jeg skåler i tv-studie-vand og snakker om, hvorfor grimme mænd altid er så sure.

 

/Pernille